Pesticider: Det er nok mere ”giftigt” at gå til babysvømning…

Vores grænseværdier er så lave, at et barn skal drikke 4.000 liter vand dagligt for at kunne tage skade, understreger landmand Knud Jeppesen

20180301baeredygtigt-personale032

Af Knud Jeppesen, landmand, Tørringvej 30, 7300 Jelling

Jeg ved ikke, hvad Anni Jacobsen og DF Horsens har imod moderne landbrug (Vejle Amts Folkeblad den 13. september), men hun kommer endnu en gang med udokumenterede påstande om vores drikkevand.

Sprøjtemidler er forlængst testet

Alle nye midler bliver testet af Miljøstyrelsen efter verdens skrappeste krav og kun godkendt, hvis man er sikker på, at det ikke gør uønsket skade på jorden, planter, dyr og mennesker. Det blev de gamle midler ikke, fordi man ikke havde nutidens viden og målemetoder. Tidligere fandt man også ud af, at freon i de gamle køleskabe lavede hul i vores ozonlag. Så lavede man nye og kontrollerede midler, som man bruger i dag. Vil du så forbyde alle nye køleskabe, fordi du tror, at den nye freon også ødelægger ozonlaget?

Det samme med de nye midler, vi bruger i moderne landbrug. De er også meget mere miljøvenlige, og er der tvivl om skadelige virkninger, forbydes de. Ligesom medicin, der har uønskede bivirkninger, også fjernes. Så din påstand om, at landbruget ikke kontrolleres miljømæssigt, er åbenbart uvidenhed, ligesom du heller ikke ved, at vi allerede betaler store afgifter af den fuldt ud kontrollerede og lovlige plantebeskyttelse, vi bruger i dag. Betaler du afgift af alle de rengøringsmidler, du bruger? Eller vasker du kun med ”rent” vand?

Nej, vi slår ikke alle insekterne ihjel…

For øvrigt er der også pesticider i al træbeskyttelse til plankeværker og træhuse, og dem har man også fundet i grundvandsprøver. Så sæt afgift på det, og forbyd al træbeskyttelse, eller skal vi bare sige ”Gori til dit drikkevand”.

Og vi sprøjter altså ikke for at slå alle insekter ihjel. Men når f.eks. en havremark er fuld af bladlus, som sidder og suger al næring ud af planterne (madspild?), ja så har vi moderne midler, der kun slår lusene ihjel, og alle de andre insekter lever videre. Så bevarer vi havren næringsrig til sunde havregryn, og du er fri for at spise noget, andre har suget næring ud af først og måske efterladt deres ”aftryk” på.

Voldsomt at kalde det “gift”

For øvrigt er de grænseværdier, vi har på pesticider, så lave, at et barn skal drikke 4.000 liter vand om dagen for, at der kan registreres skader af pesticiderne. Voldsomt at kalde det ”gift”. Jeg tror, det er noget mere ”giftigt” at gå til babysvømning og sluge lidt klorvand, som andre måske har svedt i – eller det, der er værre…

(Indlægget har også været bragt i Vejle Amts Folkeblad. Skribenten er medlem af Bæredygtigt Landbrug og har ligeledes ønsket teksten offentliggjort på BL’s hjemmeside. Dansk Folkepartis lokale partiforening har i øvrigt efterfølgende kontaktet Knud Jeppesen – og overfor ham understreget, at partiet tager afstand fra Anni Jacobsens holdninger).

Scroll to Top