Af Flemming Fuglede Jørgensen, formand for Bæredygtigt Landbrug
En af hovedårsagerne til, at danske landbrugsfamilier har været nogle af de bedste i hele verden, har afgjort været andelsselskabernes etablering i Danmark.
Selskaberne blev oprettet af landmænd, så landmændene i fællesskab kunne forarbejde, konservere, transportere og sælge deres varer. Samtidig kunne man i fællesskab forædle og forhøje kvaliteten og søge nye markeder. Godt gået.
Andelsselskaberne var nationalt baserede og blev styret af fremsynede landmænd i samråd med deres landmandskolleger. Så langt, så godt.
Dagens andelsselskaber er multinationale virksomheder, der er vidt forgrenede verden over, og det førhen så tætte bånd mellem landmændene, bestyrelsen og den daglige ledelse er blevet ekstremt udvandet. Altså har ejerne af virksomheden, landmændene, ikke længere føling med den daglige drift. Og virksomhedens ledelse har ikke længere føling med primærerhvervets og dermed landmændenes vilkår.
Primærerhvervet har hårdt brug for sine egne midler
Andelsbevægelsen har samlet tæt ved 40 mia. kr. sammen i egenkapital af landmandens penge. Penge, som vi i primærerhvervet har hårdt brug for.
BL har i mange måneder advokeret for, at andelsselskaberne skal stoppe deres store investeringer i udlandet og udbetale maksimalt til landmændene/ejerne. Vi har hørt rigtig mange undskyldninger for, at man ikke vil af med pengene til os ejere.
Man har argumenteret med hensynet til langsigtede investeringer i udlandet, man har argumenteret med vedtægtsmæssige problemer og skattemæssige udfordringer, og man har argumenteret med en nødvendig konsolidering for at få billig finansiering.
Jeg kan godt se, at andelsselskaberne har ret. Det er, fordi de udelukkende fokuserer på virksomheden og ikke på helheden. For ledelsen er virksomheden vigtigere end ejerne. Det er virksomheden og udelukkende dens trivsel, der har betydning.
Det er ikke det, andelsbevægelsen står for. Andelsbevægelsen står for fokus på hele kæden fra primærproducenten til salgsled.
Heldigvis er der andelsselskaber, der stadig forstår andelsbevægelsens grundtanker. Arla og Vestjysk Andel har lyttet, men er det nok?
Andelsselskabernes tid er talte
Nu er vi åbenbart kommet så langt, at mange af virksomhederne kan undvære primærproducenterne, altså os ejere. Man tillader sig ovenikøbet at øge sin egenkapital med omkring 2 mia. kr. om året af landmandens penge i en tid, hvor krisen kradser så voldsomt, og vores egenkapital dykker.
Den naturlige konsekvens må være, at andelsselskabernes tid i Danmark er talte.
Selskaberne bør sælges, og de 40 mia. kr. overføres til ejerne – vi landmænd. Så vi kan få vores soliditet øget på bedrifterne.
Jeg er sikker på, at der er store selskaber ude i verden, der gerne vil investere i et dansk selskab for at få fingrene i de gode dansk producerede råvarer, som danske landmandsfamilier World Wide er berømte for.
