BL-direktør efter vildsvin-video: Nu må alvoren gå op for folk!

Hans Aarestrup opfordrer jægere i Sønderjylland til at hjælpe landmænd med at skyde vildsvin

Hans Arrestrup

”De jægere, som går på landmandens marker, bør have at vide, at skal de beholde retten til at gå netop dér, er de forpligtet til at skyde de vildsvin, de måtte se på deres vej”.

Sådan lyder det fra Bæredygtigt Landbrugs direktør Hans Aarestrup, efter at TV Syd onsdag viste en video med vildsvin, der spæner i flok henover en mark tæt på grænsen til Tyskland.

”Nu må alvoren gå op for folk. De vildsvin skal bare væk herfra! Det håber jeg, at jægere vil hjælpe de lokale landmænd med”, siger Hans Aarestrup.

Importforbud og vildtsvinehegn, tak!

Bæredygtigt Landbrug har forleden anmodet de offentlige myndigheder om at forbyde al import af vildtkød, så længe der er risiko for, at der også importeres afrikansk svinepest. Når afrikansk svinepest – som man døjer med i bl.a. Belgien og Polen – spreder sig, er der ofte tale om, at mennesker medbringer inficerede kødprodukter fra områder ramt af netop afrikansk svinepest – hvorefter vildsvin kan samle smitten op, hvis der efterlades madrester i naturen. Det kan være svært at se forskel på vildtkød. Selv om smitten kun forekommer i vildsvin, er det ifølge Bæredygtigt Landbrug nødvendigt med et totalt forbud mod vildtkød for at undgå al tvivl og for at kunne håndtere et sådant forbud.

Bæredygtigt Landbrug bakker ligeledes op om et vildtsvinehegn. Alle midler bør ifølge direktør Hans Aarestrup tages i brug, hvis ikke den frygtede sygdom skal forekomme i danske svinebesætninger.

Ubærlige konsekvenser i Danmark

”Konsekvenserne af svinepest i Danmark ville være kolossale og frygtelige. Se, hvad der sker i Belgien. Det er ingenting mod de konsekvenser, det vil få, hvis det kommer til Danmark”, advarer Hans Aarestrup.

Det var den 23-årige landbrugsmedarbejder Kevin Thimsen, som var hurtig på aftrækkeren, da han forleden pludselig observerede en flok vildsvin på en mark ved Øster Gejl blot fem-seks kilometer nord for den dansk/tyske grænse. Han fandt således lynhurtigt sin mobil frem og filmede, da de i alt 17 voksne vildsvin og fire smågrise spænede henover græsmarken. Ifølge Naturstyrelsen har man tidligere observeret mindre flokke af vildsvin nær grænsen men aldrig en flok i dén størrelsesorden.

Du kan se videoen fra TV Syd HER. Og HER kan du læse mere om Bæredygtigt Landbrugs aktuelle forslag om at forbyde import af vildtkød.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top