Af Nikolaj Schulz, chefjurist i Bæredygtigt Landbrug
Den 18. juni 2018 var der stormøde i landbruget med overskriften: ”Absurde ammoniakregler”.
På den ene side har Danmark forpligtet sig til at reducere ammoniakudledningen med 24 pct. På den anden side har man tilbage i år 2011 med lovforslag L 12 2010/2011 indført specifikke ammoniakregler, der begrænser en løbende modernisering af staldanlæggene voldsomt.
Specifik ammoniakregulering
L 12 indførte, ud over en række anmeldeordninger, de nuværende regler for ammoniakudledning til nærliggende naturområder fra husdyrbrug. Resultatet blev, at man indførte tre kategorier i forhold til nærliggende ammoniakfølsom natur. Kategori 1 er ammoniakfølsom habitatnatur. Her gælder der et totaldepositionskrav på 0,2-0,7 kg N/ha/år. Kategori 2 er de samme naturtyper som efter kategori 1, men udenfor habitatnatur, hvor der gælder et totaldepositionskrav på 1,0 kg N/ha/år. Sluttelig er der kategori 3, der er ammoniakfølsom § 3-natur samt ammoniakfølsomme skove.
Hunde-perspektivering
Lad os starte med at perspektivere problemet. En voksen hund på 40 kg, hvor man går den samme tur hver aften, vil efterlade cirka 6 kg N pr. ha pr. år. En hundelufter udgør altså et langt større næringsstofproblem end et husdyrbrug i forhold til ammoniak for den nærliggende natur. Reguleringen er helt åbenlyst hverken fornuftig eller proportional.
Kategori 1-natur
Cirka 7-10 pct. af dyreholdet har en udfordring i forhold til kategori 1- og 2-naturen. Mange husdyrbrug har i umindelige tider ligget samme sted, og diverse godkendelser, dispensationer og tilladelser har aldrig anført husdyrbrugets ammoniakudledning til nærliggende natur som et problem. L 12 medfører alligevel, at enhver lille ændring eller udvidelse vil indebære afslag. I rigtig mange tilfælde vil end ikke den bestående produktion kunne tillades, fordi udledningen hurtigt bliver for stor i forhold til totaldepositionskravet.
For kategori 1-natur gælder det efter habitatdirektivets artikel 6(3), at man populært sagt kun må meddele godkendelse, hvis myndigheden er 110 pct. sikker på, at der ikke sker en negativ påvirkning på området. Artikel 6(3) gælder udover ved etablering af nye husdyrbrug også i forbindelse med udvidelser og ændringer. Hvis en husdyrproducent ansøger om udvidelse eller ændring og får afslag, så vil det ofte være sådan, at selv den nuværende produktion udleder for meget ammoniak til det nærliggende naturområde. Hvad så? Ja, så synes det eneste rigtige resultat at være, at myndigheden er forpligtet til at gribe ind og reducere husdyrbrugets produktion. Det mest sandsynlige er, at husdyrbruget skal lukkes helt.
Udover projekt-beskyttelsen i artikel 6(3) gælder der en generel beskyttelse efter habitatdirektivets artikel 6(2), og efter EU-Domstolens faste retspraksis gælder der samme beskyttelsesniveau i begge situationer. Dette ses blandt andet af EU-dommene C-404/09, C-521/12, C-323/17. Dommene er afsagt i perioden fra 2011-2018.
Kommunen skal gribe ind
Efter naturbeskyttelseslovens § 19 d, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen gribe ind overfor ejendomme med henblik på at realisere Natura 2000-planen. Når man nu ved, at beskyttelsen er lagt som et totaldepositionskrav på 0,2-0,7 kg N pr. ha pr. år, kan dette ikke afviges. Samtidig må naturbeskyttelseslovens § 19 d fortolkes således, at myndigheden har en handlepligt, idet det af bestemmelsens ordlyd fremgår: ”…Kommunalbestyrelsen skal pålægge ejeren af en ejendom…”.
Resultatet er efter min klare overbevisning, at kommunerne er forpligtet til at gribe ind, i hvert fald når det er kommet til myndighedens kendskab, at et husdyrbrug udleder mere end totaldepositionskravet. Ejer skal ifølge naturbeskyttelseslovens § 19 g have fuld erstatning.
Nu er det Folketinget og ikke kommunerne, der har fastlagt totaldepositionskravet, hvilket må gøre det noget lettere at få godtgørelse fra staten for de ekspropriationer, kommunerne står overfor.
Kategori 2-natur
Kategori 2 er en underlig størrelse, fordi det er hverken eller. Efter min opfattelse burde kategori 2-områder reguleres som kategori 3. Det er et selvskabt problem, at der indføres de meget skrappe totaldepositionskrav for natur, der ikke er habitatnatur.
Kategori 3-natur
Cirka 48 pct. af dyreholdet har en udfordring til kategori 3-naturen, der omfatter ammoniakfølsom § 3-natur og ammoniakfølsomme skove. Begrebet ammoniakfølsomme skove er rendyrket nonsens, fordi ingen ved, hvornår en skov er ammoniakfølsom. Resultatet er, at alle skove måske er ammoniakfølsomme, hvilket heller ikke giver særlig god mening.
Faktum er, at ammoniak-udledningen fra 1985 til 2015 er faldet med cirka 50 pct., og i samme periode er produktionen, det vil sige den producerede mængde grisekød, steget med 73 pct. Sagen er, at dansk landbrug selv sørger for, at ammoniakken reduceres, samtidig med at produktionen moderniseres.
Det er netop i forhold til kategori 3-naturen, at den store konflikt ligger.
Helt galt
Dansk landbrug kan nemlig ikke modernisere staldene, når der hele tiden er en begrænsning, fordi man støder på loftet på meremission på 1,0 kg N pr. ha pr. år (hvert 8. år). Konsekvensen er, at husdyrproducenterne, i stedet for at udvikle og modernisere produktionen, vil være mere tilbøjelige til at fastholde gamle staldanlæg.
Det er selvfølgelig helt galt, når det, man i virkeligheden gerne vil, er det stik modsatte. Hvis man derimod ophævede kategori 3, ville man frit kunne udvikle produktionen. Nogle steder ville det nærliggende kategori 3-område få lidt mere ammoniak, men samtidig vil der løbende blive lukket gamle nedslidte husdyrbrug. Samlet set vil resultatet være, at den ammoniakfølsomme kategori 3-natur formentlig vil få mindre ammoniak, og med opgraderede staldanlæg vil der ligeledes være mulighed for, at dansk landbrug kan bidrage til at indfri de voldsomme og selvvalgte ammoniak-reduktionskrav på 24 pct., der er blevet meldt ind.
Ekspropriation
Ejendomme, der er beliggende mod kategori 1-natur, skal eksproprieres mod fuld erstatning. Kategori 2 skal opdeles i kategori 1 og 3 (og dermed fjernes). Kategori 3 skal helt ophæves.
Nettoresultatet vil efter min opfattelse være forbedrede rammevilkår og en bedre mulighed for samlet set at reducere ammoniakudledningen fra danske husdyrbrug.
(Indlægget har også været bragt i medlemsbladet Mælkeproducenten – og bringes efter aftale med bladet ligeledes på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).
