Landmanden nægter at være syndebuk

Man kan ikke bortforklare, at en hel del havneanlæg er blevet lukket denne sommer af én eneste årsag: Lort i vandet!

jens-iversen

Af Jens Iversen, Dalhavegård, Åstorpvej 78, Christiansfeld, bestyrelsesmedlem i Bæredygtigt Landbrug

Ango Winther – som er næstformand i drikkevands- og spildevandsselskabernes interesseorganisation Danva – kritiserer i aviserne forleden Bæredygtigt Landbrug for at komme med forkerte påstande i debatten om iltsvind.

Det er imidlertid svært at læse sig til i Ango Winthers indlæg, hvori det faktuelt forkerte skulle bestå. Næstformanden lider tydeligvis af samme kvælstof-forskrækkelse som de danske lovgivere – og burde have lyttet til et internationalt forskerpanel, som sidste år kritiserede den danske miljøregulering for ensidig fokus på netop kvælstof.

Disse fakta kan man ikke løbe fra

Denne sommers vandmiljøproblemer i vandløb og søer skyldes, at afstrømningen fra natur- og landbrugsarealer minimeres på grund af tørken, mens udledningen af spildevand fortsætter i samme takt som hidtil. Kendsgerningen er, at en COWI-rapport netop har påpeget, hvor dårlige danskerne er til at rense spildevandet i forhold til eksempelvis svenskerne. Fakta er, at den Novana-rapport, som Danvas næstformand henviser til, ikke bygger tilstrækkeligt på målinger men derimod på teori og beregnede indberettede tal fra de kommunale rensningsanlæg. Og man kan heller ikke bortforklare, at en hel del havneanlæg er blevet lukket denne sommer af én eneste årsag: Lort i vandet!

Drop fordommene om landmandens skyld

Heldigvis anerkender Ango Winther i sit indlæg, at udledningerne fra dansk landbrug er reduceret kraftigt de seneste år. Tak for det.

Nu mangler vi bare, at fordommene om og kritikken af dansk landbrug stopper. Den danske landmand bryder sig nemlig ikke om at være syndebuk.

Jeg drikker gerne drænvandet fra mine marker, dét vand er lige så rent som grundvand – hvor mange vil mon drikke det rensede vand fra de kommunale rensningsanlæg?

(Indlægget har også været bragt i en del medier).

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen