Sammenhold gør stærk

Takket være især Bæredygtigt Landbrug - men også Landbrug & Fødevarer, der bakker op om sagsanlægget mod den danske stat - er der ved vandplanssagen afdækket et mildest talt fordækt forløb

blok-og-kuglepen-bl

Af Poul Uhrenholt Jensen, Ø. Kyvlingvej 10, 6880 Tarm

Det var en stor oplevelse at overvære landbrugets retssag imod staten repræsenteret ved Kammeradvokaten. Den foregik i slutningen af maj måned i Vestre Landsret i Viborg. Vi var heldigvis en del landmænd til stede, der støttede op om Bæredygtigt Landbrugs (BL) og Landbrug & Fødevarers (L&F) advokater.

Advokat Hans Sønderby og advokat Håkun Djurhuus udførte et fantastisk arbejde. Deres indsats var velkoordineret, indsigtsfuld og slagkraftig. Det var de helt uoverskuelige konsekvenser af den danske implementering af EU’s vandplaner, de kæmpede imod. 1/3 af dansk landbrug kan, ved den nuværende implementering, se frem til braklægning eller afvikling med deraf følgende tragedier for danske landmandsfamilier. I denne omgang kæmpede man for at få den danske implementering prøvet ved EU-Domstolen, således at man derigennem kan få ændret den danske lovgivning.

Landbruget trukket rundt i manegen

Det er utroligt, at danske landmænd er trukket rundt i manegen i over 25 år. Det er et udslag af svigefulde politikere og politiserende embedsmænd, der hele vejen igennem har haft en skjult dagsorden.

Med et utrætteligt arbejde af BL med især advokat Hans Sønderby og BL-bestyrelsen med formand Flemming Fuglede i spidsen er det lykkedes at afdække et mildest talt fordækt forløb. Især Ida Auken har gjort sig rigtig dårligt bemærket.

For snart fem år siden meldte jeg mig ud af L&F og dermed af den lokale landboforening, i protest imod den førte politik fra L&F. L&F troede, de kunne overbevise politikerne ved at tale, det kan de ikke. Den ene gang efter den anden bliver L&F taget til indtægt for politiske synspunkter, der i sidste ende skader konventionelle landmænd.

BL har vist vejen

BL har den ene gang efter den anden vist vejen. Kun faglighed og fakta og målinger tæller. Er det nødvendigt at føre en retssag for at få et problem belyst, så gør BL det. Gødningssagen og randzonesagen er gode eksempler. Vandplanerne er dog langt det største problem, vi står overfor. Derfor er det fantastisk at overvære et stærkt samlet landbrug stå skulder ved skulder – både BL og L&F er med.

På den baggrund, og hvis samarbejdet fortsætter omkring vandplanerne og gerne om endnu flere punkter, så kunne jeg, og flere, overveje et nyt medlemskab i landboforeningerne og dermed L&F.

(Indlægget har også været bragt i flere medier).

Scroll to Top