Professorens ansvar

Det er fejhedens højborg, når du ikke vil stå på mål for konsekvenserne af dine forskningsresultater, skriver Jens Haubroe til Stiig Markager

business concepts paper work in action accounting

Af Jens Haubroe, medlem af Bæredygtigt Landbrug, Nordfeldtvej 48a, 4780 Stege

I en debat på Naturmødet i Hirtshals forleden fralagde professor Stiig Markager, Institut for Bioscience, Aarhus Universitet, sig ethvert ansvar for følgerne af sin forskning. Han sagde, at han blot fremlagde sine forskningsresultater, og så var det politikerne, der besluttede – han havde ikke noget ansvar.

Deri tager du fejl, Stiig Markager.

Teorier, ikke fakta

Du får politikerne til at tro, det er fakta, du fremlægger. Det er blot teorier. Du får politikerne til at tro, det er et beslutningsgrundlag, du fremlægger. Det er blot modeller baseret på alt for få målinger i virkeligheden samt antagelser og gætteri.

Resultatet af disse antagelser betyder, at man i områder skal mindske gødskningen med langt over 100 procent. Selv folk uden skolegang kan konstatere, at det ikke kan lade sig gøre – det skal der nok en professortitel til for at forstå.

Videnskabeligt korrekt?

Du besvarede spørgsmål på Naturmødet, hvor du erkendte, at de over 392 millioner kubikmeter overløb af regn og urenset spildevand fra de danske rensningsanlæg, der frit løber ud i de danske vandløb, ikke er taget med i dine beregninger og modeller. Er det videnskabeligt korrekt?

De internationale forskeres evaluering fortalte, at de modeller, der anvendes i Danmark, ikke er tilstrækkeligt detaljerede. De er upræcise, og derfor kan de ikke bruges til at regulere efter. Din institution burde netop have fremskaffet dette grundlag.

Og, Stiig Markager, du nøjes jo ikke blot med at fremlægge videnskabelige rapporter. Du blander dig i den offentlige debat hårdtslående og ofte – senest under Naturmødet og også i Ingeniøren.dk, og du udtaler dig langt udover dit eget fagområde. Heller ikke dine forudsigelser om en naturkatastrofe i Bælthavet efter branden i gødningssiloerne har holdt stik.

Stå dog ved konsekvenserne

Du har et ansvar for, at politikerne har det rette beslutningsgrundlag. Det er fejhedens højborg, når du ikke vil stå på mål for konsekvenserne af dine forskningsresultater, eller er der blot tale om krystalkugleforudsigelser? Alle ved jo også, at selv Aarhus Universitet har ladet vide, at professor Markager udtaler sig som privatperson. Det er der en årsag til. Men derfor skal man vel alligevel stå ved konsekvenserne af sin tale og kunne se sig selv i øjnene.

(Indlægget har også været bragt i flere medier).

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen