Gælder vandløbsloven i Næstved Kommune?

BL-medlem Christoffer Steffen Hansen har måttet forsvare sig selv mod talrige beskyldninger i en vandløbssag, hvor kommunen nægter at følge vandløbsloven og oprense vandløbet Skårebækken – i aften bliver sagen afgjort af byrådet

csh2

”Vi vurderer, at Næstved Kommune ikke har overholdt sin vedligeholdelsespligt i henhold til vandløbsregulativet, og ud fra et hensyn til lodsejernes forventninger til vandløbets vandføringsevne”.

Så klar og tydelig lyder kommunens egen vurdering af sagen om Skårebækken i en skrivelse fra kommunen til sig selv (01.05.08-P25-20-17), som Christoffer Steffen Hansen har anskaffet.

Sagen forarger direktøren i Bæredygtigt Landbrug:

”Bæredygtigt Landbrug bakker et hundrede procent op om landmandens sag. Det er totalt forrykt, at Næstved Kommune nægter at følge gældende lovgivning”, fastslår Hans Aarestrup.

Mellemrubrik

Forleden bragte Bæredygtigt Landbrug et læserbrev fra vores medlem Christoffer Steffen Hansen, der er blevet fanget i en intern kommunal krydsild, som spænder ben for hans planteavl, idet kommunen ikke er enig med sig selv om, hvorvidt regulativet for Skårebækken skal overholdes.

”Kernen i kampen om Skårebækken er simpel. Loven skal overholdes. Kommunen tror, at den kan unddrage sig sin pligt ved at henvise til naturbeskyttelsesloven. Men man sagtens overholde både naturbeskyttelsesloven, regulativet og vandløbsloven på samme tid i pågældende sag”, forklarer Maiken Bak Jensen, jurist i Bæredygtigt Landbrug og uddyber:

”Det er ikke i modstrid med naturbeskyttelseslovens § 3 at vedligeholde et vandløb, så regulativet er overholdt, når vandløbet ikke er omfattet af § 3, uanset at den lovlige vedligeholdelse indirekte har indflydelse på en biotop længere væk”.

Konsekvensen af striden er, at landmanden ikke kan drive sit landbrug, fordi vandstanden er steget til 106 centimeter, hvor den kun må være 35 centimeter. Det gør, at hans mark forsumper.

Hvis du ikke fik læst historien, kan du læse Christoffer Steffen Hansens læserbrev her

I dag den 26. juni skal sagen tages op i byrådet. Mødet finder sted i aften klokken 18:30 – det bliver filmet, og du kan du se med her på linket. Optagelsen sendes live, men kan også afspilles senere.

Med lov skal land bygges

Forinden afgørelsen har landmanden også fået støtte fra flere andre sider – blandt andre den tidligere formand for Teknisk Udvalg i kommunen, Søren Revsbæk.

Men der er også modstand mod en oprensning. I slutningen af sidste uge fik Christoffers nabo, Morten Dahl Christensen, bragt et læserbrev i Sjællandske Næstved. Her postulerer han faktuelt forkerte oplysninger i et forsøg på at undgå en oprensning af Skårebækken.

Det kan læses her

Stråmand

Morten Dahl Christensen skriver, at Christoffer Steffen Hansen ønsker mosen tørlagt. Det passer ikke. Christoffer ønsker blot at regulativet og lovgivningen overholdes.

Samtidig skriver naboen at vandstanden er faldet 40 centimeter i mosen, men hos Christoffer er det kun 25-30 centimeter. Og derudover, trods den tørre sommer, er vandspejlet fortsat over regulativet.

Begge er enige om, at man i 1991 indgik en aftale med gammel Holmegaard Kommune om at hæve vandstanden. Men aftaledokumentet viser kun en vandstandshævning på 35 cm – altså ikke de 106 centimeter, som vandstanden nu er nået op på.

Den i læserbrevet omtalte rørbro er – uanset sin placering – anbragt ulovligt. Der er ikke søgt om tilladelse til etablering af en overkørsel jf. Næstved Kommune. Dette er heller ikke anført i regulativet.

Hørte nogen et kvæk?

Morten Dahl Christensen skriver i sit læserbrev:

“I et nærliggende vandhuld på matr.11c er der fundet mange frøer af arterne, grønne frøer, spidssnuede / butsnudet / springfrøer og vandsalamander.”

Han citerer dog ikke Niras miljørapport korrekt i forbindelse med argumentationen om, at mosen skulle være et særligt sted for frø-arter. Han anfører disse frøer kan være fredet af EU, men det fremgår tydeligt, at de ikke er artsbestemt.

Der står følgende i rapporten: ”I et nærliggende vandhul på matr.11c blev der observeret mange frøer, hvoraf de fleste var grøn frø, men enkelte brune frøer (spidssnudet/butsnudet/springfrø) blev også observeret, dog uden at blive artsbestemt”.

Ekspertvurdering på bordet

Udsagnet om at en vandstandssænkning ikke vil give bedre dyrkningsforhold passer ikke ifølge en af Danmarks eksperter på området, Professor ved Københavns Universitet Carsten Tilbæk Petersen.

”Vandspejlshøjden i vandløbene er afgørende for, om den essentielle detailafvanding kan tilgodeses, og vandløb og drænanlæg er derfor oprindeligt nøje planlagt til at passe sammen”, lyder det fra professoren.

”At drænene normalt skal kunne løbe frit over vandspejlet i recipienten er et almindeligt kulturteknisk krav og en international standard”, uddyber han.

Tilbage til kernen – loven skal følges

Bæredygtigt Landbrug har det standpunkt, at uagtet alle disse argumenter og fakta, så er det eneste relevante fakta, at kommunen skal overholde regulativet og vandløbsloven. Der kan ikke henvises til naturbeskyttelsesloven, da den ikke står over de andre.

Eneste korrekte udfald i sagen er derfor, at kommunen sørger for, at regulativet for Skårebækken er overholdt og den ulovligt etablerede rørbro bliver fjernet.

Af Anders Lei, journalist@baeredygtigtlandbrug.dk (foto & tekst)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen