BL om fosfor: En anderledes miljøudfordring

En generel fosforbegrænsning er virkningsløs og skader vores fødevareproduktion, skriver Bæredygtigt Landbrugs faglige direktør

jørgen-evald-jensen-torso-grøn-baggrund-1000-px

Af Jørgen Evald Jensen, faglig direktør i Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug, Munkholmvej 49, Poulstrup

Den danske miljøregulering omkring næringsstoffer har gennem 30 år i væsentlig grad kun fokuseret på kvælstof (N) og landbruget.

I erkendelse af, at også fosfor (P) spiller en rolle i miljøet, vil man nu også regulere dette næringsstof. Man tog desværre fat, som om fosfor og kvælstof opfører sig ens. Det gør de ikke. Derfor er den fladeregulering, der nu er iværksat overfor P, i bedste fald virkningsløs, i værste fald – og det er nok der, den ender – særdeles skadelig for de afgrøder, der har brug for starttilførsel af næringsstoffet fosfor. Fosfor er i parentes bemærket endog et begrænset gode, der burde passes bedre på.

Hvor kommer fosfor i vandløbene fra?

Fosfor er næring til afgrøderne. I landbrugsjord er der ca. 2.000 kg pr. ha. Fosfor tilføres med gødning i form af husdyrgødning og handelsgødning. Det bindes hårdt til jordpartiklerne – og flytter sig i jorden stort set kun sammen med disse jordpartikler.

Fosfor i vore vandløb kommer dels fra renseanlæg og andre punktkilder, og resten som diffus udledning fra oplandsarealerne. Hvor meget der kommer fra de enkelte kilder, er ikke direkte målt, men estimeret. Ca. 1/3 kommer fra punktkilder, der dels er spildevandet fra vore rensningsanlæg, der aldrig renses helt for fosfor, dels kommer en ikke ubetydelig del fra rensningsanlæggenes overløb samt fra spildevandet fra huse i det åbne land.

Ca. 2/3 kommer fra arealerne i oplandet, heraf er ca. halvdelen partikelbundet til jord, der primært stammer fra brinkerosion i vandløbene. Den vandopløste del af fosforen stammer primært fra nogle få oplande, hvor der er meget iltfattige forhold i drændybden, eller hvis jorden er mættet med fosfor, hvilket stort set ikke forekommer i Danmark. Langt hovedparten af drænvandet fra markerne indeholder meget små koncentrationer af fosfor. Oversvømmelser og forsumpning af landbrugsjord kan øge den diffuse udledning fra dræn voldsomt.

Det mindst effektive middel

I Novana-rapporten fra 2016 fremgår det, at der udledes 0,5 kg P til vandløbene fra marken pr ha årligt – heraf er halvdelen fra brinkerosion. Da der er ca. 2.000 kg P/ha i pløjelaget, vil en ændring i tilførslen ikke få nævneværdig betydning for udledningen før efter 50 til 100 år, hvor jorden vil være udpint, og udbytterne langsomt men sikkert vil være faldende over årene. Det bekræftes også af Novana-rapporterne, hvor den diffuse udledning af P har været stort set konstant i måleperioden tilbage fra 1990, selv om fosforoverskuddet på markniveau i samme periode er mere end halveret.

At gennemføre en fosforregulering på dyrkningsfladen vil derfor være det mindst effektive middel til at nedsætte fosforudledningen, da man i bedste fald kun kan opnå nogle få procents forbedringer over ganske mange år.

Minivådområder er bedre

I stedet burde man i det åbne land lokalisere og fokusere på risikoarealer, på vandløb og vandlidende arealer, og her anlægge minivådområder som er effektive til at rense for fosfor.

Sætter man ligeledes ind mod den 1/3 af fosforudledningen, der stammer fra spildevand og overløb samt manglende kloakering, kan man derimod få en effekt i vandmiljøet meget hurtigt og effektivt. Vi udleder i Danmark meget mere fosfor pr indbygger end i vores nabolande Sverige og Tyskland.

Ikke et frugtbart miljøperspektiv

Vandplanerne, som de ser ud nu, øger fosforudledningen i ganske betydelig grad. Når vandløb slynges eller genslynges, slides brinkerne med jordnedfald i vandløbet til følge – det giver betydelig ekstra fosforudledning. Når man forsumper dyrkede arealer eller sætter dem under vand – uden først at fjerne dyrkningslaget – kommer der en betydelig fosforudledning. Disse forhold bør i fokus.

En generel fosforbegrænsning, som nu er gennemført på dyrkningsfladen, skader vor fødevareproduktion – og vil i bedste fald først virke om 50 til 100 år. Er det et frugtbart miljøperspektiv at arbejde med, når der er anderledes og effektive virkemidler lige ved hånden?

(Indlægget har også været bragt på www.altinget.dk – dén version kan du læse HER).

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen