Sønderjysk landmands-ildsjæl fylder 50

”Alle vi danskere lever under DJØF’ernes tyranni, hvor vi skal kontrollere hinanden på kryds og tværs”, lyder det fra Lars Bertram, BL-medlem og gårdejer i Snogbæk ved Sønderborg

vesterskov-sten

Landmand Lars Staugaard Bertram, Snogbæk Nederby 26, 6400 Sønderborg, fylder 50 år på tirsdag den 22. maj.

Lars Bertram er født i Sønderborg og overtog ”Vesterskov” i Snogbæk allerede som 20-årig, da hans morfar, Hans P. Staugaard, døde. Gården er opført med den nuværende hovedbygning i 1872 og har været i slægtens eje siden 1901.

I alt 18 mand er beskæftiget på bedriften, hvor den samlede produktion omfatter 2.000 årssøer med cirka 35.000 slagtesvin årligt. Det samlede driftsareal udgør cirka 1.000 hektar med både ejede og lejede arealer.

Støtter BL og Agerskovgruppen

Lars Bertram er en kendt fortaler for bedre rammevilkår for dansk landbrug og meldte sig i sin tid ud af Landbrug & Fødevarer i protest mod organisationens nølen i dét spørgsmål.


I stedet bakker han op om bl.a. Bæredygtigt Landbrug og Agerskovgruppen, der ifølge sønderjyden efterfølgende har været med til at skubbe L&F i den rigtige retning, så landbruget igen står stærkere og mere samlet end tidligere. Det ses eksempelvis ved det sagsanlæg vedrørende vandområdeplanerne mod den danske stat, som et samlet dansk landbrug står bag.

Hele lokalsamfund bliver ramt af faglig ukorrekt miljøregulering

”Alle vi danskere lever under DJØF’ernes tyranni, hvor vi skal kontrollere hinanden på kryds og tværs – hvilket ikke skaber nogen som helst værdi for nogen af os. Her er mange brancher udsat, men landbruget er særligt hårdt ramt”, mener Lars Bertram.

”Det går ikke kun udover landbruget alene, når vores erhverv overkontrolleres og i øvrigt ikke reguleres fagligt korrekt. Hele lokalsamfund bliver ramt”, understreger gårdejeren, som selv er bosat tæt på slagteriet i Blans.

Har ikke tålmodighed til bestyrelsesarbejde

Trods sine skarpe holdninger er ildsjælen Lars Bertram ikke selv aktiv i bestyrelsesarbejde:

”Jeg er typen, som synes, at ting er sagt, når de er sagt én gang, og jeg har ikke tålmodighed til at gentage det hundredvis af gange, som man er nødt til i foreningsregi – men det er godt, at andre tager kampen for mig og mine kolleger i landbruget, og de organisationer støtter jeg gerne op om”, lyder det.

Gammelgaard restaureret

Indehaveren af Vesterskov er meget bevidst om og sætter stor pris på egnens historie og kulturværdi. Det kom bl.a. til udtryk, da Lars Bertram købte den gamle herregård Gammelgaard på Als og brugte 8.000 arbejdstimer på at restaurere den, selv om det mildest talt ikke var den mest økonomisk optimale løsning.

Dermed har Gammelgaard bevaret sit oprindelige, udvendige look med syvtakkede stjerner på gavlen og monogrammer fra baronen, som byggede gården – mens der indvendigt er tale om en hypermoderne opbevaringshal med plads til 3.000 tons korn.

Tre børn – sønnen er landmand

Lars Bertram er gift med den jævnaldrende Mette, som arbejder to dage om ugen i den lokale brugs. Parret har tre børn: 16-årige Victoria, som går på efterskole, 20-årige Elisabeth som er hestemassør, samt 22-årige Hans Peter, der er ved at starte op som landmand.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

(det nederste foto er fra et tidligere BL-møde hos Lars Bertram)

Deltag i debatten

Scroll til toppen