Sådan forholder du dig ved kontrolbesøg

Mange landmænd føler sig skidt behandlet af kontrollanter. Her er gode råd fra Bæredygtigt Landbrug, når du får besøg...

justitiagris

Bæredygtigt Landbrug har den seneste tid beskrevet flere eksempler på landmænd, som føler sig forulempet og dårligt behandlet i forbindelse med de såkaldte krydsoverensstemmelses-kontrolbesøg.

Det fik forleden Landbrugsstyrelsen til i en pressemeddelelse at indskærpe, hvad KO-kontrollerne egentlig indebærer. Dét kan du læse om i linket HER.

Formand: Systemet bygger på frygt

BL’s formand Flemming Fuglede Jørgensen fastholder dog sin kritik af systemet, der ifølge ham bygger på frygt, ikke erfaringsudveksling:

“Hvis kontrolmyndighederne optrådte vejledende, ikke fordømmende og påbydende, kunne landmand og kontrollant tale sammen og drage fælles erfaringer af, hvilke forhold der er væsentlige at lægge vægt på, i stedet for petitesser, der ikke har praktisk betydning. På den måde kunne tingene have set anderledes ud”, skrev Flemming Fuglede i sit seneste medlemsbrev.

Husk en bisidder – og at filme besøget

BL har udarbejdet en tjekliste til brug ved KO-besøg. Her opfordrer foreningen bl.a. til at være både høflig og bestemt overfor kontrollanterne og at få det fulde navn på den eller de pågældende. Derudover rådes den enkelte landmand til altid at tilkalde en bisidder, aldrig at udlevere dokumenter på stedet samt til selv at tage billeder og film, når man går rundt med kontrollanterne på bedriften.

Du kan se hele tjeklisten HER.

Urimelig behandling af landmandsfamilier

Flemming Fuglede Jørgensen understregede i øvrigt i medlemsbrevet forleden, at kampen for en bedre kontrol fortsætter:

“Situationen kender vi allesammen – regler kommer før faglighed, der lægges vægt på småting af en nidkær kontrol, det er ikke en rimelig behandling af hårdtarbejdende landmandsfamilier. Derfor fortsætter BL med at påpege ufaglige regler og unødig nidkær kontrol”.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top