Mål landbrugets veje

Bak op om mødet i Horsens på mandag og bliv informeret om landbrugets sande retstilstand, lyder opfordringen fra Peter Bohsen Jensen

Peter Bohsen

Af Peter Bohsen Jensen, bestyrelsesmedlem i Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug, Bygaden 25, Rårup, 7130 Juelsminde

Et samlet landbrug ønsker en faglig og juridisk korrekt regulering af erhvervet. Det ønske vil landbruget fremføre med stor vægt på mandag den 14. maj til et møde på Bygholm Landbrugsskole.

Egentlig må man jo undre sig over, at det er nødvendigt at fremsætte et sådant ønske i et retssamfund som det danske. Det er det desværre.

Forholdet er det, at mange af EU’s regler på miljøområdet ikke er implementeret korrekt i Danmark. Det har betydet, at landbruget i årevis er reguleret efter modeller, der bygger på forældede antagelser, og at landbrugets store miljøindsats igennem de senere år ikke måles – men beregnes. Det giver ikke et korrekt billede.

Nu har repræsentanter for landbruget igennem den senere tid været i både Sverige og i Tyskland og set, at det kan lade sig gøre at miljøregulere ved hjælp af målinger. Det kan også lade sig gøre i Danmark. Derfor er der indkaldt til møde på Bygholm Landbrugsskole på mandag den 14. maj. Bak op om mødet, mød talstærkt op, og bliv informeret om landbrugets sande retstilstand.

(Indlægget har også været bragt i flere medier. Du kan tilmelde dig mandagens omtalte konference i Horsens via linket HER).

Scroll to Top