EU er en forudsætning for dansk landbrug som et eksporterhverv

Som borger kan man naturligvis mene om EU-projektet, hvad man vil, men som landmand/fødevareproducent i Danmark er EU-projektet et nødvendigt onde eller gode, om man vil, skriver BL-direktør Hans Aarestrup

Hans Aarestrup

Af Hans Aarestrup, direktør for Bæredygtigt Landbrug

Når snakken falder på EU, er der en tendens til, at man fremhæver alt det, som EU ikke duer til.

Politikerne i nationalstaterne forsøger at tage æren for alt det positive, der sker i verden. Alt det negative skyldes udefrakommende beslutninger, for det meste fra EU.

EU-projektet er et nødvendigt onde (eller gode)

Hvis man ikke reflekterer mere over det, bliver EU-medlemskabet reduceret til et spørgsmål, om man som land modtager et tilstrækkeligt stort nettobidrag fra EU til at acceptere de bånd, som der lægges på det nationale parlament i medlemslandene.

Som borger kan man naturligvis mene om EU-projektet, hvad man vil, men som landmand/fødevareproducent i Danmark er EU-projektet et nødvendigt onde eller gode, om man vil. 

Alternativet er konkurrenceforvridning

Umiddelbart vil mange nok fremhæve arealstøtten som den vigtigste grund til, at landbruget skal holde af EU, men det er den langt fra.

Danske landmænd er konkurrencedygtige i forhold til andre landmænd. Men det forudsætter naturligvis lige vilkår. Hvis vi ikke var med i EU, ville danske landmænd blive udsat for konkurrenceforvridning, idet EU’s og andre landes støtteordninger gennemgående ville være mere rundhåndede end eventuelle danske støtteordninger. Det er ikke sandsynligt, at Danmark uden EU’s mellemkomst vil give hektarstøtte til landbruget for at sikre rigelige, gode og sunde fødevarer.

Et bortfald eller en reduktion af hektarstøtten ville presse værdisætningen af landbrugsjorden. Og det ville få betydelige konsekvenser for landmændene og deres banker og realkreditinstitutioner. Men når tabet var båret ud af den aktuelle ejer-generation, ville produktionsapparatet stadig være intakt.

Kæmpe marked

Den absolut vigtigste grund til at danske landmænd skal være taknemmelige for EU, er, at det skaffer os adgang ikke bare til et EU-marked med 500 millioner indbyggere, men også til alle de markeder, som EU har handelsaftaler med. Hvis vi stod uden for EU, er det ikke sandsynligt, at de uden videre ville købe svin og svinekød af os. EU’s selvforsyningsgrad har i flere år været af en sådan størrelse, at det ville passe de andre helt fint ikke at skulle konkurrere med dansk kød. Det samme kan siges for en lang række andre landbrugsprodukter.

Hvis Danmark stod uden for EU, skulle vi selv ud og lave handelsaftaler med det, vi i dag betegner som tredjelande. I den sammenhæng er Danmark ret uinteressant, da vi er en mikroputnation med et lille hjemmemarked. Lidt mere end 1 % af EU’s befolkning. I Kina er der mindst 25 byer med større befolkningstal end DK. Der er tre tyske delstater, som er mere end dobbelt så store som DK, hver for sig. Vi kommer til at stå så langt nede i køen, når der skal laves handelsaftaler, at det er tvivlsomt, om vi nogensinde når frem til den lavt rangerende embedsmand, som skal forhandle aftaler med mikroputnationer, der begynder med D…

Ja tak til adgang gennem hoveddøren

Når vi kommer sammen med EU, bliver vi lukket ind af hoveddøren, for en halv milliard købelystne EU-borgere vil alle naturligvis gerne handle med, også selv om det betyder, at man bliver nødt til at købe noget flæsk og nogle vindmøller.

Det er derfor, man som landmand ikke kan tillade sig den luksus at være modstander af et EU-medlemskab. Uden den adgang til markederne, som vi har gennem EU, ville dansk landbrug ikke have nogen fremtid som eksporterhverv.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen