Duellen Fuglede-Gjerding blev et kæmpe tilløbsstykke

Masser af naturinteresserede valfartede til det store telt i centrum af Hirtshals, da BL’s formand og DN’s præsident fredag debatterede økologi. Også langs motorvejen satte Bæredygtigt Landbrug dagsordenen…

debat-3

Mange af debatterne på dette års Naturmøde i Hirtshals handlede om landmandens jord – uden at jordejeren var repræsenteret i panelet.

Men én debat med deltagelse af en kendt landmand blev et tilløbsstykke af de helt store. Samtlige siddepladser var således optaget, og folk stod som sild i en tønde nede bagerst i havnebyens LIFE-telt, da Bæredygtigt Landbrugs formand Flemming Fuglede Jørgensen og Danmarks Naturfredningsforenings nyvalgte præsident Maria Reumert Gjerding fredag diskuterede, hvorvidt dansk landbrug bør blive 100 % økologisk.

Maria Reumert Gjerding svarede – ikke overraskende – ja til dét spørgsmål, mens Flemming Fuglede – og det chokerede nok heller ikke ret mange – mente nej.

”Landbruget bør producere på en måde, der respekterer naturens grænser”, lød det fra Maria Reumert Gjerding – underforstået, at det gør konventionelt og videnbaseret landbrug åbenbart ikke ifølge den tidligere Enhedslisten-politiker.

”Kun en halv procent af det samlede kemikalieforbrug i Danmark kommer fra landbruget”, svarede Flemming Fuglede – som flere gange lykkedes med at afmontere de rød/grønnes myter og få debatten lidt ned på jorden.

Trods de åbenlyse uenigheder var der tydelig gensidig respekt mellem de to duellanter – og faktisk også enighed på en række punkter. Begge respekterer eksempelvis økologiske landmænd (mange af dem er faktisk medlemmer af BL). Desuden synes både fru Gjerding og hr. Fuglede, at de allerede eksisterende naturarealer i Danmark bør plejes bedre med afgræsning osv., ligesom de begge mener at stå for ”et landbrug der peger ind i fremtiden”.

”Det bør bare ske uden sprøjtegifte”, som Maria Reumert Gjerding formulerede det.

Og så var det, at Flemming Fuglede igen gjorde opmærksom på den uendeligt lille påvirkning, dansk landbrug har på miljøet:

”Hvis I virkelig gik så meget op i miljøet i Danmarks Naturfredningsforening, skulle I nok fokusere på f.eks. udledning af urenset spildevand”, sagde BL-formanden.

Der blev også tid til at drille debattens (i dagens anledning ret stille og tilbageholdende) moderator, den kendte tv-vært Anders Lund Madsen:

”Du er den eneste af os her på scenen, som får penge for at være her – og du laver ingenting”, jokede Flemming Fuglede til stor morskab for forsamlingen.

”Hvis jeg siger noget som helst, ødelægger jeg jo bare det her”, undskyldte Anders Lund Madsen sig – med henvisning til den heftige og altså også meget velbesøgte debat.

Dagen i forvejen havde Flemming Fuglede været i økologi-debat med en anden repræsentant for den yderste venstrefløj, nemlig Enhedslistens politiske leder Pernille Skipper. Her mente sidstnævnte, at ”hvis dansk landbrug skal overleve, bør alt omlægges til økologi”. Det fik Flemming Fuglede til at konstatere, at ”i så fald overlever jorden ikke, for den bliver dermed totalt udpint”.

Forinden havde den nye miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) åbnet Naturmødet med bemærkningen om, at ”ingen er nogensinde blevet dummere af at tale med nogen, de er uenige med”. Og så tilføjede ministeren – formentlig til stor glæde for de fleste landmænd blandt tilhørerne:

”Der er ingen grund til at gøre hver eneste kornmark i dette land til en slagmark”.

Jakob Ellemann-Jensen gjorde også et fint indtryk ved torsdag aftens politiker-debat. Men det var to andre borgerlige politikere, som for alvor turde gå lidt imod strømmen og ”folkestemningen” i det store telt ved havnen:

Mette Bock (LA) mente således, at man bør gøre noget mere ved den eksisterende natur i Danmark i stedet for hele tiden at tale om behovet for mere natur:

”Tag dog fat dér, hvor frugterne hænger lavt”, sagde Mette Bock.

Lise Bech (DF) forklarede under debatten, at hun ikke bryder sig om, når folk maler fanden på væggen i den danske natur-diskussion. Der er rent faktisk nettotilgang af nye dyrearter:

”Og det er slet ikke rimeligt at give landbruget skylden for alting!”, sagde Lise Bech.

Bæredygtigt Landbrug beviste i øvrigt ved Naturmødet, at man kan sætte dagsorden på mange andre måder end ved at deltage i de omkring et halvt hundrede officielle debatter. Ønsket om at lade landmanden komme til orde i diskussioner om landmandens jord kom således til udtryk via de bannere, som BL havde fået stillet op på lokale landmænds jorde op til indfaldsvejene mod Hirtshals: ”HUSK: DET ER MIN JORD!” og ”HUSK: JEG HAR BETALT FOR MIN JORD!”, lød det på i alt seks store bannere monteret på halmballer i det nordjyske landskab.

”Man skal tale med landmændene i stedet for til eller om landmændene”, som BL-formand Flemming Fuglede Jørgensen formulerer det.

BL-bannerne blev et stort samtaleemne i Hirtshals. Også medier som DR P4 Nordjylland og TV2 Nord beskæftigede sig med bannerne – sidstnævntes dækning af emnet kan ses i linket HER.

Næste års Naturmøde i Hirtshals finder sted den 23.-25. maj – forhåbentlig med en masse jordejere blandt debattørerne…

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk (tekst og foto)

Scroll to Top