Af Bente Andersen, bondekone og planteavlskonsulent, Svejstrup Østergaard, Skanderborg
I Odder bor Holger Øster Mortensen (HØM). ”Dansk landbrug forarmer landet”, skrev han i Jyllands-Posten Aarhus (4.4.).
Det, og langt værre ting, om dumme, onde bønder har han skrevet hundrede gange før i enhver avis, der vil lægge papir til, så det er der sikkert ikke nogen, der tager sig af, tænkte jeg.
Så læste jeg den skrækkelige historie…
Men senere på dagen så jeg for mig tre vælgere, som nikkede betydningsfuldt til hinanden og med én mund i kor udbrød: Det var da en vældig historie, som HØM havde i Tidende i dag. De tre havde hver sin profilskjorte på, så alle rigtig kunne lægge mærke til dem. Den ene var fra Danmarks Naturfredningsforening, den anden fra Enhedslisten og den tredje fra Alternativet.
Jeg blev ganske forskrækket, men heldigvis kun et kort øjeblik. Så tog jeg mig tid til at læse den skrækkelige historie om det frihjulskørende, udygtige, hardcore, lobbyistfyldte, truende, elendige, kræftfremkaldende, giftige, fattige, skatteskyldende, gældsplagede, rådvilde, håbløse og miljøhærgende landbrug, som jeg er dobbelt del af – nemlig både som bondekone og planteavlskonsulent.
Hov – hvor var den konkrete viden?
Som ventet rummede den vældige historie ikke ét eneste angrebspunkt baseret på konkret viden. De fem spalter med flere end 6.000 anslag var en gang Lille Claus og Store Claus. Jeg kom til at tænke på eventyrfiguren, hvis kone i ægtefællens fravær havde besøg af degnen, som manden ikke kunne udstå.
Jeg følte mig på egne og landbrugets vegne som Lille Claus, der blev moppet og bekæmpet, fordi han var glad for sin tilværelse og nød at udføre sit arbejde med at drive jorden, så fæ og folk kunne få foder og føde. Denne glæde irriterede Store Claus, som gang på gang forsøgte at slå ham ihjel. Undervejs i H.C. Andersens historie møder Lille Claus førnævnte hanrej og konens elsker, degnen, som er mere styg end fanden selv.
Hvilken figur er han mon selv?
Alle som en forsøger de at snyde og udnytte Lille Claus, men heldigvis giver digteren ham evner og snilde til at modstå alle angreb, og han når som den eneste velbeholden frem til historiens slutning. Jeg kan ikke rigtig placere HØM som en bestemt af de øvrige figurer. Faktisk tror jeg, han er en hybrid af både den utro kone, hanrejen, den stygge degn og Store Claus, som helt fatalt overvurderede sig selv.
Se, det var en rigtig historie.
(Indlægget har også været bragt i Morgenavisen Jyllands-Posten. Skribenten har ligeledes ønsket teksten offentliggjort på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).
