Af Jørgen Lund Christiansen, Skanderborg
Du er så dum, at du ikke engang kan få en hjerneblødning.
Den melding lå i min indbakke engang i efteråret 2017, efter at jeg have skrevet positivt om det fakta-optimerende landbrug, som til stadighed ansvarsbevidst og dygtigt bruger ny viden og landvindinger til glæde for miljø, natur, klima og større udbytter. Et par måneder senere var den gal igen. Fra samme afsender lød det nu, at jeg var så dum, at jeg måtte have fået mindst tre-fire hjerneblødninger. Det var dog et løft i forhold til den første udmelding!
Nu dør jeg heldigvis snart…
Fra anden side har jeg fået en fødselsdagshilsen, der udtrykte glæde over min høje alder – for så kradser du heldigvis snart af! Senest har jeg læst, at jeg har drukket af natpotten, er en Goebbels, tosse, stråmand, faktabenægtende idiot, berygtet betalt agent, afdanket, imbecil, arrogant – og faktisk farlig. Men værst er dog den afsenderløse tilsvining, jeg en morgen fandt i postkassen. Såmænd ikke på grund af de primitive formuleringer, men fordi der havde stået en person og set ind på grund og hus, hvor jeg og min familie bor.
Hun/han var kommet kørende for krysteragtigt at aflevere en hilsen, der forbandede mig lukt ned i helvede. Årsagen var faktuelle oplysninger og heraf afledte holdninger, jeg havde givet udtryk for på forskellige avisers debatsider. Havde vedkommende så endda ringet på, vist ansigt og turdet tage en åben dialog.
Hvad må politikere mon ikke lægge ører til?
Jeg er ikke den eneste, der får læst og påskrevet af folk, der ved bedre og ikke tåler en demokratisk debat. Og det, jeg udsættes for, er sikkert ren søndagsskole i forhold til det, rigtig mange af vore politikere må leve med. Det bekymrende er, at de feje tilsvininger for mit vedkommende ikke går på pludselige ud- og indfald på sociale medier, men på indlæg, der er læst af forskellige dagblades professionelle debatredaktører og derfor i sprog og form er fundet i orden. For nogle er tolerance et sted i Nordkorea.
Det demokratiske problem er, at en stadig mindre del af den offentlige debat foregår i aviserne, hvor meninger og holdninger brydes – og problematikker derfor belyses fra flere sider. De sociale medier tager over, og her “redigeres” og vælges der medie efter model fra poeten Poul Sørensens ord om, at “jeg traf en uendelig klog mand på min vej, for han mente nøjagtig det samme som jeg.” Det er den slags, der skaber Putin’er, Erdogan’er og Sisi’er.
Sober uenighed er fint
Jeg tager gerne mod stød i en fair og ordentlig dyst på meninger – og giver også gerne igen. Folkestyret har brug for en karsk debat ud fra forskellige måder at se og angribe problemer og udfordringer på. Det er sober uenighed, der belyser, fører til eftertanke og skaber holdbare løsninger. Men pøbeltonen – som også en del folk med fine titler bruger, når de kommenterer indlæg på dagbladenes digitale debatspalter, sender mails eller anonymt dumper et sprogligt latrin i min postkasse – den er jeg gerne fri for.
Det lukker ikke munden på mig, snarere tværtom. Så det værste er ikke min irritation, men det faktum, at en del mennesker, som har noget på hjerte, betakker sig og holder oplysninger, idéer, tanker og holdninger for sig selv. Jeg véd det, og det er mere end trist – og skadeligt for os alle sammen.
(Indlægget har også været bragt i Avisen Danmark, fællessektionen for dagbladene i mediekoncernen Jysk Fynske Medier).
