Målinger synliggør virkeligheden

Det er enkelt at indføre målinger i stedet for modeller - kig på Tyskland, skriver Alfred Olesen

20180301baeredygtigt-personale021

Af Alfred Tværsig Olesen, bestyrelsesmedlem i Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug, Tværsiggaard, Nørregade 53, Hornsyld

Landbruget skal reguleres, så vi undgår unødig næringsstofudledning. Landbruget skal reguleres, på baggrund af virkeligheden – ligesom alle andre virksomheder og husstande.

Derfor er den eneste rigtige metode at måle på virkelighedens output, dvs. på udledninger – i stedet for at beregne på tilførsler.

Meget større viden syd for grænsen

Sådan gør man i Tyskland. I Slesvig-Holsten har man siden 1991 målt på 14 til 20 parametre på 270 målepunkter mindst en gang hver måned. På den måde kendes den gode normaltilstand, og man kan hurtigt finde frem til en eventuel problemudledning – og konstatere, om den stammer fra landbruget eller et andet sted. Det kan man ikke i Danmark – for man har ikke sådanne officielle målinger. Man har i det offentlige Danmark ingen baggrundsviden for at stoppe forhøjede udledninger straks.

I Tyskland har man brugt målingerne til hurtigt at finde en eventuel forurener, hvad enten denne var landbruget eller andre. I Tyskland måtte man på baggrund af målinger erkende, at man ikke vedblivende kunne tilføre markerne biogasgylle ovenpå de gængse normer for kvælstof. Det fik man stoppet, fordi man havde målingerne.

Bund i virkeligheden, tak!

Man kan også hurtigt finde ud af, om større problematiske udledninger kommer fra landbruget, fra et rensningsanlæg eller andet steds fra. Derfor kan man hurtigt skride ind og stoppe en evt. forurening.

Landbruget ønsker sig sådanne systematiske målinger i Danmark – målinger, der har bund i virkeligheden. Landbruget ønsker at blive reguleret fagligt korrekt og blive reguleret efter virkelighedens forhold – det kan ske ved hjælp af målinger. Det er enkelt at indføre – efter model fra Tyskland.

(Indlægget har også været bragt i flere medier).

Scroll to Top