”Jeg er stolt af Bæredygtigt Landbrug, hvis jeg skal være helt ærlig. Holdningen er bare helt i orden, og jeg synes, medlemmerne virkelig brænder for deres virksomheder”, siger Niels Lyhne Jensen og tager en tår af kaffen.
Han sidder i køkkenet i stuehuset lidt udenfor Haderup mellem Holstebro og Viborg. Musikken fra en lille transistorradio kører i baggrunden. Han har 43 hektar landbrugsjord, som han har forpagtet ud. Så nu har han 20 hektar skov og driver sit dambrug.
Dambrugeren blev medlem af Bæredygtigt Landbrug til en reception, hvor advokat Hans Sønderby markerede starten på sit firma, og han har været medlem lige siden.
”Jeg synes, det er fornuftigt, at man intet har imod økologi, men at det skal kunne køre sig selv. Vi producerer allerede verdens bedste fødevarer, og så er det ikke engang godt nok. Hvis alle gik over til økologi, ville vi ikke kunne brødføde os alle sammen. Det er simpelthen uladsiggørligt,” siger han.
Forening med rygrad
Ifølge ham bliver mange landmænd mishandlet af myndighederne i dag, og den eneste mulighed, man har tilbage som landmand, er Bæredygtigt Landbrug. Også sammenlignet med andre foreninger.
”Landbrug & Fødevarer har en utrolig vattet indstilling. De tror, de kan glide af på alting. Så høster de lidt på Bæredygtigt Landbrug, der ofte er fremme i skoene, mens de står bagved og siger, det var dem, der fandt på det. Og så gør de ingenting”, siger han.
Han har kæmpet lange kampe med bureaukratiet, og for ham er det vigtigt, at man holder på sine rettigheder.
”Der er ikke ret mange, der tør at stå ved deres ret, for de er ræd for det offentlige system. Jeg er også ræd for det offentlige system, men jeg vil have en fair behandling. Jeg kræver ikke, de skal komme herned og sige, min virksomhed er totalt i orden. Jeg har krævet min ret til, at tingene foregår, som de skal. Og dét er det eneste, jeg har krævet”, siger han.
Myndighedernes chikane
Niels Lyhne Jensen har personlig erfaring med, at systemet svigter, både når det drejer sig om at forholde sig til fornuft, men også når det handler om retfærdighed.
I 2010 startede en årelang kamp med Herning Kommune. Ifølge Niels Lyhne Jensen ringede han først til kommunen for at få foretaget kontrolprøver, fordi mange fisk var begyndt at dø. Hans egne prøver viste nemlig, at der kunne være suspenderet stof i vandløbet, som forsyner dambruget. For at sikre sig selv, da kommunen trods alt er part i sagen, sendte han en fax til kommunen om, at han gerne ville have foretaget to prøver, så den ene kunne blive analyseret i et uafhængigt laboratorium.
Men da kommunens miljøtekniker ankom, var der allerede fra begyndelsen spændinger i luften. Miljøteknikeren tog en faunaprøve for at undersøge forholdene. Men han ville ikke lave nummer to. Niels Lyhne Jensen følte, at han dermed var underlagt en afgørelse, hvor dem, som han mistænkte for at stå bag forureningen, kunne rense sig selv.
Forsvarer sin ret
Kommunen mente, at en kontrolprøve ikke ville være ens med den oprindelige. Dambrugeren kontaktede derfor advokat Hans Sønderby, som siden har bistået ham i striden.
Hans Sønderby forklarer:
”Kommunens standpunkt var noget sludder, og det har Sønderby Legal – ad flere omgange – forklaret kommunen, således at de til sidst gav sig. Det var også noget sludder, at der er risiko for, at prøverne bliver meget forskellige. For hvis det synspunkt var validt, skulle der jo enten tages mange, mange prøver for at finde et gennemsnit – eller ingen for at undgå vilkårlighed. Desuden foreskriver vejledningen, som kommunen henholder sig til, at prøvetagningen er repræsentativ. Hvis det er korrekt, at en ekstra prøve ikke vil vise det samme resultat – som har været kommunens argument for, at der ikke kan udtages en ekstra prøve – giver det naturligvis anledning til at stille spørgsmål ved, om prøvetagningen så i det hele taget er repræsentativ og egnet til at give et retvisende billede. Hvis prøvetagningen er repræsentativ, bør resultaterne for to prøver generelt være ens. Hvis ikke det var tilfældet, vil der være tale om ubrugelig prøvetagning. Det betyder omvendt også, at hvis prøvetagningen er repræsentativ, må der nødvendigvis kunne udtages en ekstra prøve”, lyder det fra advokaten.
”Det var vor opfattelse, at kommunen egentlig havde givet sig undervejs. Men nye folk kom til, og det svippede igen tilbage, og vi skulle begynde forfra. Til sidst truede vi med stævning, og så gav Herning Kommune efter”, siger Hans Sønderby.
Kampen er vundet, men krigen fortsætter
Niels blev nægtet en ekstra prøve. Således trådt under fode nægtede han alligevel at give op. Sammen med Sønderby Legal fremsatte han krav om en ekstra prøve og fik ad flere omgange afslag. Kommunens nægtelse var begrundet blandt andet i en vejledning fra staten. De påstod også, at der ud fra en faglig vurdering ikke kunne udtages to prøver i det samme vand, fordi prøverne er meget forskellige.
Men det lykkedes at påvise, at kommunens synspunkt var forkert. Deres sidste argument er selvfølgelig forkert, for hvis der er så stor forskel på prøverne, skal der naturligvis enten tages mange for at finde et gennemsnit – eller slet ingen. Dertil kommer, at hvis prøvetagningen er repræsentativ, som den skal være i henhold til Miljøstyrelsens vejledning, bør resultaterne for to prøver generelt være ens – ellers vil prøvetagningen være ubrugelig.
Under trussel om stævning gav kommunen sig, og Niels får nu taget en ekstra prøve af retssikkerhedsmæssige grunde, og han har dermed vundet arbejdsroen til gavn for forretningen. Erfaringen viser altså, at man ikke skal bøje nakken, men holde fast, selv når det ser sortest ud – som Niels Lyhne Jensen gjorde det.
Herning Kommune fastholder fortsat, at det ikke er op til deres miljøtekniker at tage flere faunaprøver.
”Vi mener ikke, at vi har gjort noget forkert i den faglige sag. Striden har hele tiden drejet sig om at udtaget den ekstra faunaprøve. Det har vi ikke, jævnfør den vejledning og lovgivning vi administrerer, været forpligtet til. Han kan altid få udtaget og betale en ekstra faunaprøve for egen regning. Det er der ingen, der forhindrer ham i. Det har vi også fortalt ham, men det ændrer ikke ved, at vi aldrig tager to prøver. Reglerne er ens for alle dambrugere”, siger Lene Kimø, der er afdelingsleder for Miljø og Klima i Herning Kommune.
Som tidligere nævnt er det bestemt ikke et udsagn, som Niels Lyhne Jensen og Sønderby Legal kan forstå eller nikke genkendende til.
Ret skal være ret
Retfærdighedssansen er stærk hos den erfarne dambruger, der også forstår at se indad. Eksempelvis EU-tilskud er et emne, som ligger ham på sinde, selvom det kommer ham økonomisk til gode.
”Gud hjælpe mig, om jeg ikke bliver ved med at få 11.000 om året i hektartilskud, for ikke at dyrke kartofler. Det er da imod sund fornuft. Det hører ingen steder hjemme. Vi skal da kun have tilskud for det, vi rent faktisk laver”, siger han.
Af Anders Lei, journalist@baeredygtigtlandbrug.dk
