Hysterisk debat skræmmer og giver groteske regler

Landbrugserhvervet tilpasser sig løbende ny teknologi og er mere miljø- og klimabevidst, end læserbrevsskribent i Jyllands-Posten forestiller sig, svarer Jørgen Lund Christiansen

høst-mejetærsker

Af Jørgen Lund Christiansen, Skanderborg

I Morgenavisen Jyllands-Posten forleden skriver speciallæge Bo Jeppesen (BJ), Snekkersten, at landbruget ikke skal opretholdes i nuværende form, men omlægges til økologi. For vi vil ikke have gift i grundvandet, andelsselskaberne ledes amatøragtigt, og det er lyv, at det MRSA-befængte erhverv omsætter for 160 milliarder kr. og beskæftiger rigtig mange.

Landbruget er aldrig blevet opretholdt i ”nuværende form”. Erhvervet tilpasser sig løbende ny teknologi og er mere miljø- og klimabevidst, end BJ forestiller sig.

Fra 1950’erne var staten i front for at få optimeret med mineralske gødninger og uprøvede sprøjtemidler. Fortidens synder kan nogle steder stadig måles. Men 31. december 2016 var blot 108 af 6.831 vandboringer taget ud af drift, heraf kun 15 pga pesticider. Fund af BAM, som blev brugt omkring vandværker og af DSB, var formentlig hyppigste årsag.

Så meget “gift” er der i vandet…

BJ skal drikke to liter vand om dagen i 80 år for at indtage ”gift”, der svarer til nikotin- og tjære i en halv cigaret – endda forudsat at der i alle 58.500 liter vand er max tilladt restindhold. Grænseværdierne er mikroskopiske. Dagens sprøjtemidler er miljøskånsomme og nedbrydelige, hvorfor de ikke når grundvandet. Nul gift-debatten er hysterisk, hvilket nu fører til groteske regler også på andre felter. Læs engang:

Historiske mølledamme i lukningsfare

Frivillige slås for at bevare vore mølledamme, i århundreder landets eneste energikilde. En mølledam dynder til og skal renses cirka hvert 10. år. Men snart kan det være slut med arbejdende museumsmøller og gæsters køb af et par poser mel. Ifølge Miljøstyrelsen kan enhver mølledam være blevet forgiftet siden sidste oprensning. Frem mod mølledammen må vandet løbe under landevej, hvor bilhjul møder asfalt, og der sker en afslibning, som føres med regnvand ned i grøften og frem til møllebækken og -dammen. Den er siden sidst blevet klassificeret som naturområde og må ikke oprenses uden tilladelse og basisanalyser, som typisk viser spor af olie/asfalt – der selvantænder ved 340 grader!

Næringsrigt dynd skal for en formue køres i deponi og ikke ud på ageren for at gøre nytte. Det er hverken byråds- eller folketingspolitikere, der har besluttet det. Her gælder reglen Javel, hr. embedsmand! Jeg har fra en mølledamsrelevant kommunal miljøafdeling fået denne mail: ”Ja, vore grøfter er de fleste steder lettere forurenet”. Der er asfalt overalt i Danmark. Forureningen siver til grundvandet eller føres til vore søer og havet. Hvad med at forbyde bilkørsel og age med hestevogn på grusvej!

Nul gift må også betyde forbud mod kogsalt, kaffe, rødvin, medicin, tobak, kosmetik, vaskemidler, undervognsbehandling og meget andet. De nævnte midler findes i grundvand og er mere giftige end Roundup.

MRSA- og økonomi-forvirring

BJ har ret i, at ”svine”-MRSA er noget skidt. Men han glemmer at fortælle, at stafylokokker findes mange steder og i første halvår 2017 var årsag til fem dødsfald, hvoraf ingen var foranlediget af ”svine”-MRSA, som er hjembragt fra formentlig turistrejser i lande, der er hårdere angrebet og ikke i gang med bekæmpelsesprogrammer, som vi er.

Økonomi: Fødevareklyngen omsætter ikke for 160 milliarder, men har en eksport på 166 milliarder. Omsætningen omfatter også forsyning af op imod seks millioner danske forbrugere. Uden landbrug havde vi ikke haft basis for udvikling af Novozymes’ enzymer, Novos insulin, eksport af landbrugsmaskiner og vindmølleindustrien, der jo har rod i landsbysmedjen.

Vi er helt i front

Vort landbrug er i front, når det gælder innovation, miljø- og klimavenlig produktion samt dyrevelfærd. Der er i København netop åbnet et Food Nation besøgscenter rettet mod udlandet. Jeg har set, at økonomiprofessor Nina Schmidt betegner landbruget som et dansk guldæg. Mon dog speciallæge BJ véd bedre? Da jeg læste hans indlæg, kom jeg til at tænke på PH, som sagde, at det er svært at styre et samfund, hvor analfabeter både kan læse og skrive…

(Indlægget har også været bragt i Morgenavisen Jyllands-Posten).

Scroll to Top