Hvorfor vil Økologisk Landsforening ikke måles?

Målinger fra virkelighedens verden burde vi landmænd ikke være bange for, skriver Bæredygtigt Landbrugs bestyrelsesmedlem Peter Bohsen

Peter Bohsen

Af Peter Bohsen Jensen, bestyrelsesmedlem i Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug, Bygaden 25, Rårup, 7130 Juelsminde

Økologisk Landsforening protesterer nu imod at blive omfattet af den nye målrettede regulering af landbrug. Foreningens landbrugspolitiske chef Sybille Kyed siger til Effektivt Landbrug: Vi mener, at økologisk landbrug skal betragtes som et tiltag, der er positivt for miljøet.

Mon ikke de fleste økologiske kolleger er enige med mig?

Hvorfor mon Sybille Kyed kun vil betragtes som et positivt tiltag – hvorfor vil hun ikke ved målinger beviseat økologi er et positivt tiltag?

Vi i det vidensoptimerede landbrug vil måles på næringsstof-output – ikke på input – som Økologisk Landsforenings chef blander ind i debatten. Jeg fornemmer, at mine økologiske kolleger har det på samme måde.

Lær af tyskerne

I Bæredygtigt Landbrug arbejder vi for, at vi bliver målt på den udledning af de evt. overskydende næringsstoffer, der er fra vore marker – ligesom det sker i Tyskland. Hvis der enkelte steder er forhøjede udledninger, må udfordringerne løses der.

Hvorfor vil Økologisk Landsforening ikke måles i virkeligheden? Hvis det er korrekt, som ØL-chefen siger, at det er beregnet, at N-udledningen reduceres ved økologisk landbrug – er det jo en flot gevinst at kunne vise det ved målinger.

Virkelighedens målinger er vi landmænd ikke bange for – det er vi til gengæld, når reguleringer foregår på baggrund af dogmatiske regelsæt baseret på antagelser.

(Indlægget har også været bragt i diverse medier).

Scroll to Top