Foråret så sagte kommer

Hverken tung trafik eller lugt er et gode - men vi landmænd håber på forståelse i denne tid, lyder det fra et af BL's bestyrelsesmedlemmer

20180301baeredygtigt-personale023

Af Peter Rosendal, bestyrelsesmedlem i Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug, Knudsbølvej 31, Jordrup ved Kolding

Det længe ventede forår er for alvor på vej – vinterblomsterne blomstrer af, og anemonen ”nikker så sejrssæl og sikker” i skovbunden, som Kaj Munk skrev, og landmanden rykker i marken for at pleje vintersæden og så vårsæden. Efterårets høst af afgrøder til både føde og foder skal sikres nu.

Dette arbejde betyder øget traktorkørsel med store maskiner på vejene, og det betyder, at vi landmænd gøder afgrøderne, så de kan vokse, blive stærke og opbygge protein.

Vi gøder med både handelsgødning og gylle. Det sidste lugter – det lugter af nye kræfter til afgrøderne, så vi til efteråret kan høste godt korn, der kan anvendes til gryn, mel, øl og brød. Tænk på en god øl, når du kører forbi en landmand, der gøder en bygmark, tænk på en portion havregrød, når han gøder havren – og et godt brød, når du ser landmanden gøde hveden.

Jeg ved, at hverken tung trafik eller lugt er et gode – men det er på den facon, vi lige nu kan pleje de gode og sunde danske fødevarer. Vi landmænd håber på forståelse og vil tage hensyn i trafikken – så håber vi at undgå fingeren og tilråb ud af bilvinduet. Der skal være plads til os alle.

(Indlægget har også været bragt i flere medier).

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen