Derfor bør DN fratages fredningsret

Allerede når fredningssager rejses, indskrænker man reelt folks råderet over egen jord, forklarer BL-formand Flemming Fuglede

Bæredygtigt Landbrug holder generalforsamling på Bygholm Landbrugsskole med forskellige indledende oplæg.

Af Flemming Fuglede Jørgensen, formand for Bæredygtigt Landbrug, Trudslevvej 58, Løkken

Det har skabt en vældig debat, at de tre miljøordførere fra Dansk Folkeparti, Venstre og Liberal Alliance har foreslået at fratage Danmarks Naturfredningsforening (DN) retten til at rejse fredningssager.

Bæredygtigt Landbrug bakker fuldt ud op om de borgerlige partiers forslag og fatter simpelthen ikke, at nogen kan være tilhænger af at fastholde en forældet lov og en ret, som ingen andre foreninger har. Dette levn fra gammel tid betyder i dag, at ikke bare landmanden men også den almindelige dansker føler sig terroriseret af DN. Disse fredningssager indskrænker reelt – allerede når de rejses – folks råderet over egen jord, og det gælder såvel landmænd som villaejere.

Der er masser af eksempler på, hvordan DN’s mangeårige ret til at rejse fredningssager har været en hæmsko for privat initiativ og ødelæggende for erhvervslivet i Danmark.

Helt aktuelt truer bl.a. en fredning af området ved Hesbjerg-kilen vest for Odense, hvor i alt 53 lodsejere og samlet 486 hektar jord er berørt af forslaget. Her ser flere af vore medlemmer chokeret til, mens en privat forening uden demokratisk legitimitet forsøger at fratage dem deres jord og levebrød. Dén praksis må stoppe!

(Indlægget har også været bragt i flere medier).

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen