Af Poul Vejby-Sørensen, faglig rådgiver, Bæredygtigt Landbrug
Suzanne Arup Veltze havde forleden en artikel på www.altinget.dk. Den er udtryk for et temmelig fordrejet skønmaleri af begivenhederne omkring etableringen af de centrale miljømyndigheder.
Dette kan bedst illustreres ved gengivelse af et læserbrev i Weekendavisen fra professor dr. phil. Axel Michelsen, der ikke var – og er – hr. hvem-som-helst. Axel Michelsen var formand for det daværende ”Statens naturvidenskabelige Forskningsråd” og kendte derigennem bedre end nogen til miljøforskningens tvivlsomme kvalitet, som mange anede, men få havde mulighed for at sætte ord på.
Klar analyse allerede i 1989
Axel Michelsen formåede at sætte ord på, og han betegnede resultatet af den internationale evaluering af dansk miljøforskning som en pseudo-nyhed og formulerede følgende klare analyse i sit læserbrev i 1989:
Og her begynder citatet:
Politisk, ikke sagligt
”Ingen med bare perifer forbindelse til den seriøse del af miljøforskningen har kunnet være i tvivl om, at begrundelsen for vandmiljøplanen er politisk og ikke saglig, og at Miljøministeriets ”forskning” ikke har noget med forskning at gøre.
Det har nu heller aldrig været tilsigtet. Det nye er blot, at man har fået nogle udlændinge til at sige det.
At Miljøministeriet aldrig har haft ambitioner om at drive forskning, fik jeg forklaret for næsten 15 år siden af en synligt irriteret direktør for Miljøstyrelsen. Jeg var på det tidspunkt formand for Statens videnskabelige Forskningsråd. Nogle biolog-kolleger havde fået den idé, at universiteternes forskere skulle tilbyde deres hjælp ved opbygningen af miljøforskningen. Så vi aflagde Miljøstyrelsen et besøg, men fandt hurtigt ud af, at vi ikke var velkomne.
Forsker-titlen er ikke beskyttet
Betegnelsen forskning er ikke beskyttet. Den bliver brugt om en mængde aktiviteter, der spænder fra seriøse forsøg på at opnå ny viden og erkendelse, over rutinemæssige målinger, til teknisk sagsbehandling og formuleringen af ”videnskabelige” argumenter for de holdninger, som ”forskerne” (eller deres arbejdsgivere) gerne vil have fremmet.
At Miljøstyrelsens laboratorier ikke er indrettet til egentlig forskning, men til ”forskning”, er med al ønskelig tydelighed fremgået af proceduren for ansættelser. I hele opbygningsperioden blev det ”videnskabelige” personale ansat uden nogen form for faglig bedømmelse.
Nogle af laboratoriecheferne har heller ikke selv prøvet at forske, og indsigten bliver mere og mere beskeden, jo længere man fjerner sig fra laboratorierne. I disse dage annoncerer Miljøministeriet nogle overordnede stillinger som forskningskoordinatorer. Heller ikke her indgår kendskab til forskning i de kvalifikationer, der efterspørges.
Politikerne kan ikke se forskel
Miljøministeriet har imidlertid fundet det bekvemt at benytte begrebet forskning i sit PR-arbejde, formentlig fordi en del politikere ikke kan se forskel på forskning og ”forskning”. Ministeriet er nu blevet fanget af sit eget ordvalg. At bede 22 højt kvalificerede forskere vurdere laboratoriernes virke er en ”practical joke” (og ret beset et misbrug af de pågældendes tid).
Udlændinge kan ikke forventes at sætte sig ind i alle aspekter af andre landes forvaltning, når de bliver bedt om at vurdere noget så teknisk som faglig kvalitet. Udenlandske forskere kan således ikke forventes at have kendskab til ansættelseskriterierne i Miljøministeriet. Det er derfor beundringsværdigt, at de har gennemskuet magtspillet og advarer mod planerne om, at Miljøministeriet skulle overtage koordineringen af al miljøforskning i Danmark. Tanken er absurd (og derfor nok desværre tillokkende for politikere)”.
Citat slut…
Klarere kan det vist ikke formuleres.
(Suzanne Arup Veltzes indlæg i Altinget kan læses HER).
