“Jeg har allerede nu meget svært ved at se Dansk Folkeparti lægge stemmer til at indføre urimelige EU-regler helt uden saglig grund”

Dansk Folkepartis miljø- og fødevarepolitiker Lise Bech giver sit besyv med om vilde fugle og § 3

dundhamre-p_-mark-juli-2012

Af Lise Bech, folketingsmedlem og medlem af miljø- og fødevareudvalget (DF)

Jeg læste med interesse en artikel i forrige weekends Effektivt Landbrug om, at danske landmænd udsættes for krydsoverensstemmelse (KO) på § 3-arealer.

Jeg kan forstå, at initiativet er kommet efter en henstilling fra EU-Kommissionen, fordi Danmark mangler at KO-belægge regler udenfor fuglebeskyttelsesområderne.

Skal det her virkelig gennemføres uden nærmere forklaringer?

Jeg er noget paf over udmeldingen, hvis det her gennemføres uden nærmere forklaringer. § 3-arealer er en 100 % dansk opfindelse, og jeg synes, at det er et stort problem, hvis der kobles EU-regler på noget, som ikke har noget med EU at gøre.

Jeg vil gerne landbruget det bedste, og der er ingen tvivl om for mig, at vi med Landbrugspakken tog et skridt i den helt rigtige retning. Men der er stadig masser, der skal arbejdes på. Jeg ser konflikterne tårne sig op med forbud mod pesticider, selv om vi har noget af verdens bedste drikkevand, et ekstremt skrapt godkendelsessystem til pesticider – for slet ikke at nævne det, som det hele drejer sig om, nemlig at vi har noget af verdens reneste grundvand.

Landbrugsfamilierne rammes individuelt

Jeg ser også udpegning af ammoniakfølsom natur tæt på eksisterende husdyrproduktioner, hvor produktionen låses fuldstændig. Konsekvensen er, at bedrifterne lider store tab, og der kan ikke ske generationsskifte – landbrugsfamilier rammes individuelt og meget direkte.

I forhold til krydsoverensstemmelse på § 3-arealer, så håber jeg, at det er en idé, der vokset i embedsværkets have, og jeg har allerede nu meget svært ved at se Dansk Folkeparti lægge stemmer til at indføre urimelige EU-regler helt uden saglig grund.

Når det er sagt, så vil jeg gerne bevare de vilde fugle. Jeg vil gerne sikre, at der er levesteder for vilde fugle, og jeg vil også gerne beskytte vilde fugle udenfor deres normale leveområder.

Vi skal ikke gøre det værre for erhvervet

Jeg hverken kan eller vil love, at jeg kan få landbrugets problemer til at gå væk, men jeg vil holde regeringen op på, at regeringens politik skal løse landbrugets udfordringer og ikke gøre det værre. Jeg har valgt at gå tidligt ind i denne sag. Jeg vil gerne med dette læserbrev gøre opmærksom på, at jeg følger nøje med i denne sag.

(Indlægget har også været bragt i Effektivt Landbrug. Du kan læse Bæredygtigt Landbrugs chefjurist Nikolaj Schulz’ skriv om KO-sagen HER).

Del:

Deltag i debatten

Scroll til toppen