En speciallæges uvidenhed

Bestyrelsesmedlem i BL reagerer på indlæg i Jyllands-Posten, hvor en skribent roder rundt i de forskellige MRSA-typer

Peter Bohsen

Af Peter Bohsen Jensen, bestyrelsesmedlem i Bæredygtigt Landbrug, Bygaden 25, Rårup, 7130 Juelsminde

Bo Jeppesen (BJ) retter i Morgenavisen Jyllands-Posten den 24.3. en voldsom kritik mod dansk landbrug. Ifølge BJ er samtlige landets dårligdomme et resultat af måden, dansk landbrug drives på.

Hans påstande er mangfoldige, men udokumenterede. Således vil en modargumentation være nytteløs, om end fristende. Det er dog lidt bekymrende, for ifølge BJ’s eget udsagn er han speciallæge i almen medicin, og ud fra dette må man formode, at han besidder et vist intellekt.

En anelse bekymrende

Noget tyder dog på, at BJ stadig har lidt at lære i problemstillingen vedrørende MRSA. Jeg vil anbefale, at BJ deltager i kurset, som Fødevarestyrelsen udbyder, idet han ikke helt forstår at adskille de forskellige MRSA-typer. Det skal tilføjes, at BJ benytter udtrykket ”multiresistente bakterier”, hvilket ikke er det samme som Methicillin Resistente Staphylococcus Aureus – eller på dansk methicilinresistente stafylokokker (MRSA). Det er lidt bekymrende, når han påstår at være speciallæge i almen medicin…

Forhåbentlig har andre bedre forstand på økonomi

BJ fortsætter med en redegørelse omkring erhvervs- og nationaløkonomi. Her er problemet, at BJ taler om omsætning. Det er dog mere interessant at forholde sig til nettoindtjening, for det er jo det, der skaber evne til at forbruge, eksempelvis at købe velfærd og betale for sundhedsvæsenet. Jeg må have tillid til, at der er personer i sundhedsvæsenet, der forstår sig mere på økonomi end BJ, ellers ville det danske sundhedssystem stå med yderligere økonomiske udfordringer.

Jeg synes, det er dejligt, når det, folk siger, kommer fra hjertet – men det burde nu ikke være nogen hindring at lade det passere hjernen.

Scroll to Top