Bæredygtigt Landbrug: DN skal fratages fredningsret

BL-formand Flemming Fuglede bakker op om forslag fra Dansk Folkeparti, Venstre og Liberal Alliance

20180301baeredygtigt-personale028

Det kan ikke gå stærkt nok med at fratage Danmarks Naturfredningsforening retten til at rejse fredningssager.

Sådan lyder det fra landbrugsorganisationen Bæredygtigt Landbrugs formand Flemming Fuglede Jørgensen. Han er således på linje med de tre miljøordførere Pia Adelsteen (DF), Erling Bonnesen (V) samt Carsten Bach (LA), som i Jysk Fynske Medier er citeret for at ville ændre den lovgivning, der giver DN beføjelse til at rejse fredningssager.

Forældet lov terroriserer jordejere

”Der er ingen som helst grund til at fastholde en forældet lov og en ret, som ingen andre foreninger har. Dette levn fra gammel tid betyder i dag, at ikke bare landmanden men også den almindelige dansker føler sig terroriseret af DN. Disse fredninger indskrænker folks råderet over egen jord – og det gælder såvel landmænd som villaejere”, siger Flemming Fuglede Jørgensen.

Hesbjerg-kilen er et aktuelt eksempel

DN har siden 1937 haft retten til at rejse fredningssager. Dansk Folkeparti vil ifølge medieomtalen tage sagen op på sit sommergruppemøde og derefter rejse et beslutningsforslag om at få ændret loven.

Bæredygtigt Landbrug har masser af eksempler på, hvordan DN’s mangeårige ret til at rejse fredningssager har været en hæmsko for privat initiativ og ødelæggende for erhvervslivet i Danmark. Helt aktuelt truer bl.a. en fredning af området ved Hesbjerg-kilen vest for Odense, hvor i alt 53 lodsejere og samlet 486 hektar jord er berørt af forslaget.

”Her ser flere af vore medlemmer chokeret til, mens en privat forening uden demokratisk legitimitet forsøger at fratage dem deres jord og levebrød”, siger Flemming Fuglede Jørgensen.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen