Rent drikkevand hentes under landmandens marker

Nitrat er byggestenen til protein, der igen er byggestenen til alt liv - skriver BL-formand til skoleelever, som interesserer sig for vores drikkevand

flemming-fuglede-joergensen-vinter

Af Flemming Fuglede Jørgensen, formand for Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug, Borupgård, Løkken

Kære Josefine, Emma og Emilie.

Det er dejligt at læse i Nordjyske den 31. januar, at I som 9. klasses elever interesserer jer for drikkevandet. Vi er alle afhængige af rent drikkevand. I Danmark anvender vi, som et af de eneste lande i verden, grundvandet urenset. Vand hentes til både by og land ude under landmandens marker. Det er landbruget stolt af. Sådan skal det blive ved med at være – for vandet under byerne kan jo desværre ikke længere benyttes til drikkevand.

Nødvendigt at tilføre nitrat

Nitrat er byggestenen til protein, der igen er byggestenen til alt liv. Derfor gøder landmanden sine afgrøder med nitrat, også kaldet kvælstof. Heldigvis har landmanden i de senere år fået lov til at anvende mere nitrat. Det giver større planter og dybere rødder. Det betyder igen, at de produkter, I køber, har mere protein – samtidig med at planterne optager mere CO2 fra luften – det er godt for miljøet og klimaet – samtidig med at planternes større og dybere rødder optager mere nitrat fra jorden. Planterne spiser så at sige op.

Mere protein i kornet betyder også, at vi sidste år importerede 234.000 tons mindre soja fra Sydamerika, fordi grisene i stedet fik protein fra det danske korn. Den form for protein trives de små grise meget bedre på. Samtidig kørte 6.500 lastbiltræk færre rundt på de danske veje sidste år, fordi det danske korn indeholdt mere protein, og soja ikke skulle køres fra havnene ud på landet.

Sunde fødevarer kræver gødning

Det er væsentligt, at landbruget producerer sunde fødevarer – det kræver gødning. Sunde planter spiser bedre op – og er der enkelte steder, hvor der kan være nitratudfordringer, kan der etableres minivådområder – der både opsamler overskydende nitrat og fosfor.

Jeg er som landmand glad for at producere sunde fødevarer og godt drikkevand til jer og jeres klassekammerater. Hvis I og/eller jeres klasse har lyst til en tur på landet eller få besøg af en landmand/konsulent, er I velkomne – også til at få ovenstående uddybet.

(Indlægget har også været bragt i avisen Nordjyske).

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen