Ingen platform – ingen kultur

En syg debatkultur – hvor man forhindrer modstandere i at komme til orde – ser ud til at blive forstærket i denne tid, skriver Effektivt Landbrugs chefredaktør. Han hæfter sig ved, at Bæredygtigt Landbrug selv har været et offer for tendensen, oven i købet sat i værk fra højeste sted…

flagigen

Af Jacob Lund-Larsen, chefredaktør for Effektivt Landbrug

Debatkulturen i Danmark er under pres.

Det er ikke noget, vi finder på. Spørg bare danske landmænd, der driver konventionelle landbrug, hvordan de udsættes for hetz. Ikke mindst på de sociale medier. Det gælder også de landmænd, der ”drister” sig til at forsvare deres egne husdyr verbalt mod ulve i offentligheden.

De landmænd tilsvines i uhørt grad. Igen ikke mindst på de sociale medier, hvor alt åbenbart er tilladt.

Studenterhuen trykker ikke på universitetet…

Alt er åbenbart også tilladt på Københavns Universitet.

Her skulle udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) forleden tale ved et offentligt arrangement.

Her stillede studerende, der er uenige med ministeren, sig op og råbte egne paroler ud i auditoriet således, at ingen andre kunne komme til orde. Kun dem med de rigtige holdninger. Ifølge en talskvinde fra de studerende er det ”et udtryk for demokratisk deltagelse” at agere sådan. Og der er mere på vej fra samme skuffe, tilføjer hun i Jyllands-Posten.

Man kan ikke umiddelbart sige, at det er studenterhuen, der trykker hos den KU-studerende. Men desværre er hun eksponent for en holdning, der som nævnt ikke mindst rammer moderne landmænd og moderne landbrugsproduktion. På engelsk kaldes denne særegne debatform, hvor man nægter sine debatmodstandere overhovedet at komme til orde, ”no platform”. Denne manglende platform, som ens modstandere altså åbenbart må finde sig i, er ganske enkelt et udtryk for et totalt fravær af debatkultur.

Der er med garanti mere i vente

Men lur os, om den ikke kommer til at blive benyttet for fuld hammer i fødevare- og miljødebatten i fremtiden.

Ekstreme dyreværnsfolk, veganere og andre med radikale holdninger, som ikke ønsker at levne plads til andre argumenter end dem, de selv står for, kommer vi desværre nok til at se i en ”no platform”-rolle. Og her skal landbrugets organisationer være parate.

Dengang BL var dårligt selskab

Faktisk har ikke mindst landbrugsorganisationen Bæredygtigt Landbrug (BL) i en vis målestok være udsat for ”no platform”-fænomenet, der er vokset ud af en syg debatkultur på amerikanske universiteter. BL har således oplevet at blive udskammet offentligt af en siddende miljøminister i skikkelse af Ida Auken, der tilbage i 2013 som SF-minister ikke ville mødes med BL-folk, som ellers repræsenterer omkring 4.000 landmandsfamilier.

Aukens argument var, at BL og organisationens formand begik lovbrud i den daværende randzonedebat.

Det gjorde formanden imidlertid ikke, idet staten i kølvandet på en randzonedom i 2015 måtte opgive sin randzonelov, som ikke kunne håndhæves ved en dansk domstol.

Ordentlig debatkultur kræves

Med andre ord blev landbruget allerede tilbage i 2013 mødt af ”no platform”-debatkulturen. Hvis man da kan kalde noget så stupidt for en debatkultur. At det ovenikøbet var en minister og dermed en ”folkets tjener”, der bød danske landmandsfamilier et sådant debatmæssigt misfoster, gør blot tingene endnu mere bedrøvelige og tankevækkende.

For os at se er der kun ét at gøre for landbruget og erhvervets organisationer i dette spørgsmål. Landbruget skal insistere på en ordentlig debatkultur og opføre sig som de voksne og kultiverede.

(Indlægget har også været bragt som leder i Effektivt Landbrug).

Scroll to Top