Høring om nyt udkast til KO-regler

Forslag om ændring af bekendtgørelse om krydsoverensstemmelse rejser flere problemer end det løser, lyder det fra Bæredygtigt Landbrug

img_4502

Miljø- og Fødevareministeriet har udsendt et høringsbrev om ændring af bekendtgørelse om krydsoverensstemmelse (KO). Høringsfristen er den 20. februar 2018.

Ifølge brevet kommer ændringen efter EU-Kommissionen har kritiseret, at fuglene ikke beskyttes udenfor de udpegede fuglebeskyttelsesområder.

Hvis ændringen gennemføres, indebærer det, at der fremover er KO på arealer omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. I dag er reglerne sådan, at der kun er KO indenfor de udpegede områder (Natura 2000-områder).

Kritik af forslaget

”Ændringen er arbitrær, vilkårlig, komplet uforståelig og rejser flere problemer end det løser”, siger Nikolaj Schulz, chefjurist i Bæredygtigt Landbrug.

Bæredygtigt Landbrug blæser til kamp mod ændringen og opfordrer sine medlemmer til at afgive høringssvar, fordi ændringen er usaglig, og konsekvenserne er massive.

§ 3-områder har intet med EU’s direktiver at gøre og er alene en dansk opfindelse. Derfor er udvidelsen af KO-reglerne til også at gælde § 3-områder usaglig, uforståelig og vilkårlig. Der er ikke nødvendigvis beskyttede fugle på § 3-områder, for fuglene kan slå sig ned hvor som helst.

”Hvis ministeriet ønsker, at fuglene skal være beskyttede udenfor de udpegede områder, så skal man ikke skyde med spredehagl og KO-belægge gigantiske vilkårlige arealer. I stedet bør man sikre, at der er en tilstrækkelig beskyttelse udenfor områderne og først derefter KO-belægge disse regler. Beskyttelsen burde altså angå de konkrete levesteder. Hvis man følger ministeriets filosofi, så kunne man lige så godt gøre hele Danmark til fuglebeskyttelsesområde, og det er selvfølgelig fuldstændig ude i hampen,” siger Nikolaj Schulz.

Indgrebet er ufokuseret, men meget indgribende. Problemet er, at § 3-arealer er vejledende udpeget, og ofte har landmanden et areal i omdrift i god tro, hvor kommunen efterfølgende statuerer § 3-status. I denne situation vil landmanden prompte få et KO-træk. Hvis landmanden vil slås for sin ret ved domstolene og derfor fortsætter sin drift af arealet, vil landmanden få ganget støttetræk op i de efterfølgende år, og i sidste ende blive udelukket fra at modtage landbrugsstøtten. Selv hvis landmanden i sidste ende frikendes, er han ikke sikker på at få sin støtte, hvis han da ikke forinden er gået konkurs, fordi han har manglet landbrugsstøtten.

Det kan ikke understreges nok, hvor indgribende udkastet er. Forslaget savner fagligt og juridisk belæg. Der er simpelthen ikke sammenhæng i udkastet, som vi mener bør trækkes tilbage straks, da det skaber en helt uacceptabel retstilstand.

Del:

Deltag i debatten

Scroll til toppen