For miljøet eller for projektet

Myndighederne forsøger at fastholde dyre og ineffektive løsninger til reduktion af næringsstoffer. I sidste ende kan det skade både naturen og miljøet.

joergen-evald-jensen-video

Af Jørgen Evald Jensen, Faglig direktør i Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug

Miljøministeriet har fastsat et mål om en samlet kvælstofreduktion ved vådområder i oplandet til Limfjorden på i alt 415 tons. De skal have en større kvælstofreducerende effekt uden at koste for meget.

Man har altså fra statslig side dermed ikke blot fastsat et mål, men også et middel – uden at undersøge forholdene først.

Jammerbugt Kommune har tidligere ved tekniske forundersøgelser til et vådområdeprojekt på ca. 300 – 400 ha ved Ryå vurderet, at projektet kun kunne reducere 55 kg N pr. ha pr. år hvor effektivitetskravet fra Staten er 113 kg N pr. ha pr. år. Omkostninger ville være 1250 kr. pr. kg N hvor kravet er 866 kr. pr. kg N. Det vil sige, at det blev for dyrt uden at være effektivt nok.

Andre kommuner har haft lignende forundersøgelser i gang. Derfor kniber det nu med at få etableret de store kostbare og virkningsløse vådområder.

Ministeriet har så lagt yderligere pres på kommunerne. Man har bevilget yderligere penge til forundersøgelser af vådområder. Det kan være derfor, Jammerbugt Kommune har hevet det længst skrottede projekt op af mølposen, så de kan få projektpenge til endnu en undersøgelse og dermed tilfredsstille dette statslige projektmageri.

Det er rent spil for galleriet fra ministeriets side. Erkend dog, at vådområder ikke er en effektiv metode til at fjerne næringsstoffer. De udgør endog en regulær forsforbombe.

Minivådområder kan fjerne både N og P, samtidig med man ikke forsumper store områder. Her er der åben for ansøgninger om tilskud nu. Der findes ligeledes en række andre indsats muligheder uden de store bivirkninger. Mål først hvad der er at fjerne, og lyt til den nyeste viden blandt andet fra de internationale forskere ministeriet selv havde udpeget.

Scroll to Top