Vestager om overimplementering: Dén må I tage med politikerne i Danmark!

Den danske EU-kommissær Margrethe Vestager fik mandag aften ros for at kæmpe for fair konkurrence – men der var ikke megen hjælp til BL’s spørgere…

vestager-1

Det kan ikke kaldes overimplementering af EU’s regler, når danske landmænd reguleres så hårdt i forhold til deres europæiske kolleger. Der er udelukkende tale om dansk indenrigspolitik.

Sådan lød det fra Margrethe Vestager – EU’s danske konkurrencekommissær – da hun mandag aften gæstede Sønderjysk Landboforenings nytårskur i Agerskovhallen. Et af Bæredygtigt Landbrugs engagerede medlemmer, Jens Peter Aggesen, forsøgte ellers forgæves at få Margrethe Vestagers assistance til lidt alternativt pantefoged-arbejde:

Trecifret milliardbeløb i spil

”Hvis vi kan dokumentere, at vi som erhverv har mistet et trecifret milliardbeløb som følge af overimplementering, kan du så hjælpe os med at få de penge betalt tilbage fra den danske stat til dansk landbrug?”, spurgte Jens Peter Aggesen kommissæren.

”Nej, det kan jeg ikke”, svarede Margrethe Vestager uden tøven.

Hvorefter hun forklarede, at de danske beslutninger skyldes, at de enkelte politikeres partiprogrammer mere end EU-lovgivningen har påvirket udmøntningen af de ellers fælles europæiske regler på området:

”Så pynter man det, vi har vedtaget i Bruxelles, med alt muligt, som om det er et juletræ”, som hun formulerede det.

Jens Peter Aggesen replicerede, at EU-kommissæren ikke var til megen hjælp med dét svar.

”Nej, det er ingen hjælp. Men til gengæld er de tættere på, dem du skal have fat i”, svarede Margrethe Vestager.

Fri og fair konkurrence indenfor fagforeninger?

Heller ikke en anden BL-profil, næstformand Peter Rosendal, fik opbakning til sit forehavende, da han foran de 700-800 fremmødte i Agerskovhallen stillede et spørgsmål til EU-kommissæren:

”Kunne man ikke tænke sig mere fri og fair konkurrence indenfor fagforeninger – så der er flere om buddet, når vi f.eks. taler lønpolitik?”, lød det fra Peter Rosendal.

Men også her var svaret nej:

”I modsætning til når vi taler om varer og serviceydelser, er dét område ikke omfattet af konkurrencelovgivningen. Vi synes jo også, at det er dejligt, når folk organiserer sig – så der er i hvert fald mindst to sider af dén sag”, smilede hun.

“Kvindfolk med ben i næsen!”

Selvom Margrethe Vestager altså ikke kunne imødekomme alle ønsker fra salen, skal det retfærdighedsvis nævnes, at der generelt var stor ros til hende for den indsats, hun gør. Emner som Brexit, Rusland samt told på gødningsmarkedet blev ligeledes berørt på den sønderjyske nytårskur. Det samme gjorde den danske kommissærs stædige kamp for fri og fair konkurrence.

”Godt, at vi har sådan et kvindfolk med ben i næsen!”, som en af spørgerne formulerede det i Agerskovhallen mandag aften.

Nej tak til markedsøkonomi i rå form

Kampen for fair konkurrence kommer også bl.a. landbruget til gode, når der eksempelvis skal godkendes fusioner og lignende. Her er det således kommissionens førsteprioritet, at der også efter en fusions godkendelse skal være reelle valgmuligheder på hylderne, og at priserne fortsat skal være rimelige. Den danske kommissær lægger da også vægt på, at den landbrugsreform, som hendes kollega – den irske landbrugskommissær Phil Hogan – er ved at varme op til, skal sikre et solidt landbrug i Europa.

”Vi har jo for længst besluttet, at vi ikke ønsker markedsøkonomi i rå form, hvor der hersker en ren junglelov. Udbud og efterspørgsel skal være med til at sætte prisen, men vi udstikker de rammer, indenfor hvilke der kan konkurreres. Derfor er der lovgivning om pesticider, arbejdsvilkår osv.”, lød det.

EU ønsker et stærkt landbrug

”Men vi vil give støtte mere direkte til dem, der rent faktisk driver landbrug, i stedet for til de enkelte hektar. Vi er enige i nødvendigheden af at have et stærkt landbrug, og vi er derfor villige til at støtte det. Det er da også det, vi fortsat bruger flest penge på: Landbrugsstøtten udgør 40 % af det samlede EU-budget, simpelthen fordi vi i vores demokrati har besluttet, at sådan vil vi have det”, tilføjede hun.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk (tekst)

og Jens Sillesen, jsi@baeredygtigtlandbrug.dk (foto)

Scroll to Top