Af Erik Ugilt Hansen, Rosbjergvej 4, 9500 Hobro
Vandrådsarbejdet 2017 er slut, og mens vi venter på de politiske beslutninger om, hvad der skal ske med vore vandløb/vandområder, er der tid til eftertanke.
Hvem har vandrådsmedlemmerne været gidsel for? Systemet Miljøstyrelsen/DCE eller Folketinget? Det er jo gennem de seneste år blevet mere og mere synliggjort, at embedssystemerne i Naturstyrelsen og nogle af forskningsinstitutionerne på mange områder igennem mere end 25 år har kørt deres egen dagsorden hen over gældende dansk og EU-lovgivning.
Siden Vandmiljøplan 1, VMP 1, blev vedtaget i 1987 med start i 1990, har Miljøministeriets faglige indstillinger til fortløbende folketingsbeslutninger om restriktioner, VMP 2, VMP 3, Grøn Vækst, randzoner osv., omkring det danske vandmiljø, bygget på, at det var kvælstof, der var skurken for opnåelse af et bedre vandmiljø i grundvand, vandløb og indre danske farvande.
Og Miljøministeriet byggede sine indstillinger på deres ”faglige” samarbejde med forskningsinstitutioner, fortrinsvis Aarhus Universitet, DCE.
Danmark går enegang
Selvom der fra mange sider gennem årene er rettet utallige indsigelser mod den danske administration af de danske vande, både fagligt og juridisk, i forhold til administrationen i alle andre EU-lande, har de danske myndigheder hårdnakket fortsat deres enegang overfor Folketinget og EU.
Flere og flere indicier, blandt andet:
1. at danske kvælstofoplysninger ikke byggede på EU’s retskrav om objektive målinger, men derimod næsten udelukkende på hjemmestrikkede skrivebordsmodeller, der angav helt andre koncentrationer end målinger fra virkelighedens verden.
2. at myndigheder og forskere kontinuerligt havde flyttet på målestationer til grundvandsmålinger, således at man ikke fik beskrevet korrekt udvikling i koncentrationerne år efter år.
3. at kvælstofs betydning er overvurderet, mens fosfor måske havde en endnu større indvirkning på vandkvaliteten.
4. at en del af det faglige grundlag byggede på beregninger, historiske beskrivelser samt ekspertviden om nutidige samfund i mindre påvirkede lavlandsvandløb beliggende i Østeuropa.
5. at man nedprioriterede fokus på vandafledning fra dyrkede arealer.
6. at man ulovligt gav kommuner besked på forringet vandløbsvedligeholdelse, således at aflejringer i vandløbene skulle rådne på bunden og brinkerne.
Det medførte, at ministeren nedsatte en international evalueringsgruppe, der fik til opgave at gennemgå det danske faglige grundlag og administration af de danske vande.
Evalueringsrapporten synliggjorde, at danske forskere og myndigheder på mange områder havde kørt deres eget løb på et ikke fagligt korrekt grundlag.
Sagt med mine ord: Så har myndigheder og forskeres udsagn til Folketinget, forud for Folketingets vedtagelse af lovgivning om rammevilkår for erhvervsliv og landbrug, bygget på et manipuleret og usandt grundlag.
Fagligt vildledende materiale
Min indfaldsvinkel til otte måneders vandrådsarbejde 2017 for Limfjorden var naturligvis præget af ovennævnte indfaldsvinkel. Og allerede i indkaldelsespapirerne og dermed kommissoriet blev det synliggjort, at Miljøstyrelsen og DCE fortsatte deres illoyale arbejde over for Folketinget og EU, ved at grundlaget for arbejdet ikke tog afsæt i den faglige virkelighed ved vandløbene.
Som det så smukt lød var formålet: ”Inddragelse af lokalkendskab”. Det grundlæggende materiale var både fagligt vildledende, ukorrekt og en mærkelig sammenblanding af enkeltingredienser som faunametoder, målopfyldelse, økologisk tilstand, selvudviklede teorier om slyngningsgrader m.v.
Meget af det var uforståeligt for alle vandrådsmedlemmer! Derimod var de vigtigste parametre for livsgrundlaget i vore vandløb, som vandkvaliteten, vandløbskvaliteten, afvandingen, geniltningen, vandløbsvedligeholdelsen m.fl., stort set ikke nævnt.
De fleste vandrådsmedlemmer forstod næsten intet af indholdet i de stillede opgaver fra Miljøstyrelsen og DCE.
Ministerbrev viste falskt grundlag
Og i begyndelsen af september, efter næsten fem måneders arbejde, havde ministeren fået så megen kritik om det uforståelige vandrådsarbejde, at han indkaldte alle deltagende organisationer til møde.
Det resulterede i et øjeblikkeligt ministerbrev til alle vandråd/vandrådsmedlemmer om, hvordan opgaven skulle løses.
Med ministerens brev blev det fuldstændigt synliggjort, at alle vandråd med vejledning fra deres sekretariater i fem måneder havde arbejdet på et urigtigt/falskt grundlag.
Og sekretariaterne var næsten alle tavse.
For MST/DCE havde jo udstukket deres egne retningslinjer om vandrådsarbejdet med tilhørende tidsplan, og den skal følges.
At miljø-og fødevareministeren har en helt anden holdning, som udtrykt i ministerbrevet, reagerede myndighederne ikke på.
Igen et eklatant eksempel på den illoyalitet, der finder sted i miljøministeriets natur- og miljøafdelinger med samarbejdspartnerne ved DCE.
Vandrådsarbejdet i 2017 har været miljømyndighedernes bedrageriske narresut for Folketinget og alle de vandrådsmedlemmer, der det meste af året har brugt utroligt mange timer på et falskt grundlag.
Konklusionen er, at arbejdet er ubrugeligt.
Hvordan ministeren forholder sig til de illoyale, ledende grupper i Miljøministeriet og på DCE bliver spændende at følge.
Vandrådsarbejdet i 2017 har været miljømyndighedernes bedrageriske narresut for Folketinget og alle de vandrådsmedlemmer, der det meste af året har brugt utroligt mange timer på et falskt grundlag.
(Indlægget har også været bragt i Effektivt Landbrug. Efter aftale med skribenten – som er medlem af Bæredygtigt Landbrug – bringes teksten ligeledes på BL’s hjemmeside).
