Landmand: Det er til grisenes eget bedste, når vi klipper lidt af halerne

Tak til alle de landmænd, som stadig tænker mest på grisens fremtid, lyder det fra Jelling-landmanden Knud Jeppesen

peter-kiærs-smågrise

Af Knud Jeppesen, moderne landmand, Tørringvej 30, 7300 Jelling

Så skal vi til det igen.

Med fødevareministeren i spidsen og en masse andre stemmehungrende politikere skal vi nu endnu engang debattere halekupering. Alle de, som er længst væk fra grisen, er dem, der udtaler sig mest om, hvor synd det er for grisene. Alle tager de udgangspunkt i egne følelser og pisker en stemning op om grisesmerte og dyremishandling – ja, det er åh så forfærdeligt. Og der findes en masse eksperter, der velvilligt stiller op og bakker op og viser forsøg om både det ene og andet. Måske i håbet om at få penge til nye forsøg.

Selvfølgelig gnasker de i hinanden

Det udtrykkes gang på gang, at det er så forfærdeligt, at over 90 % af de nyfødte grise stadig halekuperes rutinemæssigt. Det må der jo være en grund til. Men det er ikke et argument, at fordi så mange har gjort det de seneste 30 år, så skal det bare være sådan. Argumentet er, at det er for grisenes skyld. Det er veldokumenteret, at der opstår langt færre halebid, hvis man kuperer det yderste af halen, når de små grise er nyfødte.

Grisen er født med, at det yderste af halen er følelsesløs, ligesom vi heller ikke kan mærke, hvis nogen napper eller bider i vores hår. Da grise er meget sociale og nysgerrige dyr, kan nogle af dem finde på at gnaske i de andres haler i kådhed, når de leger, eller når de ligger tæt sammen og småsover. Det er nøjagtig som små hundehvalpe. Selvom de har masser af legetøj fra de fineste tv-reklamer, kan de sagtens finde på af bide i sofapuden, familiens sko og endda løse elledninger. Her fjerner vi jo de ting, vi ikke vil have, at de bider i – hvalpen ved jo ikke, at den kan dø af at bide i ledningen til standerlampen.

Sådan er det så også med de små grise. Det er da mere hyggeligt at gnaske i legekammeratens lune hale, som befinder sig lige foran trynen, når de ligger i en flok, end det er at gnaske i kold og måske fugtig halm (andre grise har tisset i). Den ved heller ikke, at ”kloge” politikere og højtbelæste embedsfolk fra deres skrivebord har bestemt, at grisen skal bide i et eller andet koldt og beskidt stykke træ. De er endda så ”kloge”, at når det så ikke virker, skal der bare mere plads og legetøj til, og landmanden skal så have ”sanktioner” for, at hans grise ikke forstår disse ”kloge” mennesker.

Som hundehvalpe og børn

Ligesom hundehvalpen ikke ved, at der er strøm i elledninger, ved den lille gris heller ikke, at der kan gå hul på den hale, den tygger i. Og går der først hul på halen, og der kommer varmt blod ud, så er der jo pludselig noget, der smager af noget, og så kommer de andre også og sutter og gnasker lidt. Når det yderste stykke af halen ikke er kuperet af, kan de stakkels grise, som det går ud over, ikke mærke, at de andre grise bider i dens hale. Derfor er det et væsentligt større problem i økologiske og andre besætninger, hvor man politisk har bestemt, at man ikke vil klippe halestumpen af. Her er der tre gange så mange grise, der bliver bidt i halerne, bliver syge og dør af det. Det er nok politisk korrekt, men det er i hvert fald ikke dyrevelfærd i mine og nok heller ikke i mange andres øjne!

I forhold til vore børn bruger vi også vores erfaring til barnets eget bedste. Vi vaccinerer dem som ganske små mod børnesygdomme, fordi vi ved, at de senere undgår en del sygdomme. Nogle kan faktisk blive alvorligt syge, især hvis sygdommen først bryder ud, når man er voksen. Så når vi tager til lægen, ved vi da godt, at det gør ondt på barnet at blive stukket. De kan være pylret en dag eller to, men vi ved, at det skal de igennem, fordi det er til deres eget bedste resten af livet.

Nej tak til et smertefuldt liv

Nøjagtig det samme med den lille gris. Landmanden tager ansvar og klipper det yderste følelsesløse stykke af grisens lille hale. Det mærker den i ganske kort tid – det hverken bløder eller ser grimt ud. Lidt efter dier den videre ved sin mor og leger igen med de andre, som små hundehvalpe. Og landmanden ved nu, at langt de fleste grise kommer igennem livet uden at skulle igennem det smertefulde liv, der opstår, efter at andre i kådhed har bidt i dens hale.

En gris, der bliver bidt, så der går hul på halen, er næsten sikker på at få en infektion, fordi der trækker bakterie ind i såret og op gennem rygsøjlen. Det giver indvendige bylder i ryggen, og selvom de behandles med penicillin, er der rigtig stor risiko for, at de må leve med smerten resten af livet. Nogle bliver lamme i bagkroppen og slæber sig afsted på forbenene. De bliver selvfølgelig aflivet på stedet, ligesom mange af de andre, da det er meget svært at opdage og behandle disse indvendige bylder. Heldigvis bliver dem med bylder fundet på slagteriet og kasseret.

Misforstået godhed

Så kære politikere, ”dyreværnsorganisationer” og andre ”kloge”, hvor mange grise skal gå rundt med smerte, bylder i ryggen og aflives af jeres misforståede godhed? I er de seneste 10 år kommet med det ene forslag efter det andet og trusler om dit og dat.

Tak til alle de landmænd, der stadig tænker mest på grisens fremtid og klipper lidt af grisens hale. Dét er dyrevelfærd!

(Indlægget har ligeledes været bragt i dagbladet Politiken, i lettere redigeret form. Dén version kan læses HER. Skribenten er medlem af Bæredygtigt Landbrug og har også ønsket indlægget offentliggjort på BL’s hjemmeside).

Scroll to Top