Jorden er som en svamp

De seneste 150 år er nedbøren steget med 100-150 mm årligt, svarende til 20-25 procent. Men vandløbene er ikke tilpasset den øgede nedbør. Tværtimod...

vandet

Af Vagn Lundsteen, indehaver af www.agrobalance.dk og tidl. direktør, Bæredygtigt Landbrug

Jorden er som en svamp. Den svamp, vi kender som vaskesvampen, badesvampen m.m. De svampe, der uanset om de er produceret af skumgummi eller af naturmaterialer, har den fantastiske evne, at de kan suge vand op i meget større mængder end svampens egen vægt. Til en vis grænse. Herefter er svampen mættet.

En vandmættet jord kan ikke suge vand

Sådan er jorden også. En jord, der er tør ned i en meters dybde, kan opsuge 200-300 mm nedbør afhængig af jordtypen.

En lerjord kan suge mere vand end en sandjord. Hvis jorden er vandmættet, kan den ikke suge vand. Hvis ”jordsvampen” kan drænes, det vil sige komme af med vandet, kan den suge et normalt års nedbør. En drænet jord, der kan komme af med overskudsvandet gennem dræn til vandløb, bliver aldrig vandmættet. Svampen blive ved med at opsuge nedbøren.

Hvis ”jordsvampen” vandmættes, vil vandet ”stå” oven på jorden. Nogle steder står der vand oven på jorden. Andre steder er markerne helt frie for vand til trods for samme nedbørsmængde. Jordens mulighed for at tømme svampen gennem dræn til vandløbene er afgørende for, om den bliver vandmættet, eller fortsat kan virke som svamp.

Vandet kan holdes i jorden

Jordsvampen har også en anden fordel.

Den kan også til en vis grad holde på vandet i jorden. Det er en fordel, når det ikke regner i længere perioder.

Hvis ikke jorden havde den evne, ville planterne visne efter en uge uden vand, ligesom potteplanterne i vindueskarmen.

Planterne sender rødderne ned i jorden for at hente vand. Jo længere nede vandet befinder sig, jo dybere kommer plantens rødder. Jo dybere rødder, jo mere vand og næring kan planterne samle op. Jo dybere drænene ligger, jo større udbytte. Nyeste undersøgelser viser, at hvis drænene i jorden ligger i 120 cm dybde, kan udbyttet øges med 20-25 procent i forhold til, hvis drænene (og dermed rødderne) kun ligger i 60-65 cm dybde. Det bekræftes fra Sverige, hvor myndighederne mange steder uddyber vandløbene, så drænene kan sænkes. Derved kan rødderne søge dybere ned i jorden og ikke kun øge udbyttet, men også samle mere næring i form af kvælstof og fosfor op.

Herhjemme gør vi det modsatte

I Danmark gør vi det modsatte. Vi reducerer vandløbsvedligeholdelsen med det resultat, at jorden mættes tidligere.

En jord, der drænes til et vandløb med en dybde på 120 cm, kan selvsagt opsuge dobbelt så meget vand som en jord, der drænes til et vandløb, hvor vandstanden kun er 60 cm. Det er årsagen til de store oversvømmelser, som vi oplever hvert år og i særdeleshed denne vinter.

Stort set ingen vandløb er naturlige.

De er alle modificeret i en eller anden grad. Det vil sige gravet dybere, gravet bredere eller rettet ud. De fleste vandløb blev modificeret for ca. 150 år siden. Inden da var store dele af Danmarkskortet en ufremkommelig sump.

Det var ikke kun de lave mosede arealer, der blev drænet. Ca. 60 procent af det danske areal er drænet. Mange byer ligger på drænede arealer, for eksempel Københavns forstæder. Uden dræning ville Danmark være delvist ubeboelig. Vejene ville være ufremkommelige.

De seneste 150 år er nedbøren steget med 100-150 mm årligt, svarende til 20-25 procent. Men vandløbene er ikke tilpasset den øgede nedbør. Tværtimod.

Vandløbsvedligeholdelsen er blevet væsentligt forringet de seneste 30 år.

Byerne har spredt sig ud over landbrugslandet

En tredje faktor, der har indflydelse på vandløbenes evne til at føre vandet bort, er, at mængden af vand til vandløbene er steget endnu mere end den reelle stigning i nedbøren. For 150 år siden var vi ca. to millioner mennesker i Danmark, i dag er vi næsten seks mio.

En tredobling af Danmarks befolkning på 150 år har medført, at byerne har bredt sig ud over landbrugslandet. Siden 1880 er næsten en million hektar landbrugsland blevet til byer og veje.

Det svarer til, at ca. 30 procent af det danske landbrugsareal, der tidligere virkede som en svamp, ikke længere kan opsamle den nedbør, der falder på den. I stedet bliver nedbøren ledt direkte i vandløbet fra befæstede arealer, tage og kloakker, uden den forsinkelse som jorden tidligere ydede. Nu kommer en stor del af nedbøren direkte i vandløbet, med jævnlige oversvømmelser som følge.

Der er stemmer fremme om, at man skal lade landbrugsjorden oversvømme, så den kan virke som en buffer, som jorden ellers udgør, når vandløbene er renset op, og drænrørene kan løbe frit ud i vandløbene i 120 cm meters dybde.

Denne situation er reelt en tilbageførsel af tilstanden, som den var for 150 år siden, da store dele af Danmark var en sump.

Gør som i Sverige

I stedet bør vi gøre som svenskerne.

Tilpasse vandløbene til den mængde nedbør, som der årligt falder over landet.

Hvor der er store befæstede arealer, skal vandløbene yderligere tilpasses den forøgede mængde vand. Det er logisk nok. Det er, hvad vi gør alle andre steder i samfundet. For eksempel tilpasser vi vejene til den mængde trafik, der kører på dem. Hvis mængden af trafik stiger, udvider vi vejene eller bygger nye. Hvis vandløbspolitikken skulle overføres til vejvæsenet, ville det svare til, at vi lod vejene forfalde.

Hvor trafikken blev øget, blev vejbredden reduceret. Det giver lange køer, hvor bilerne holder stille. Præcis som vandet i åen.

(Indlægget har også været bragt i avisen Sjællandske – og bringes efter aftale med skribenten ligeledes på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).

Scroll to Top