Hør Jelling-landmand i endnu en P1-debat mod miljølobbyen

BL-medlem Knud Jeppesen har netop duelleret i radioen mod landbrugspolitisk rådgiver fra Danmarks Naturfredningsforening

knud-jeppesen-2

Han er ihærdig, landmand Knud Jeppesen fra Jelling.

Den 59-årige ildsjæl – der naturligvis er medlem af Bæredygtigt Landbrug – har tidligere gjort opmærksom på landbrugserhvervets udfordringer via aviskronikker og læserbreve samt ved at deltage i en debat på P1. Nu har han gjort det igen – deltaget i en tre kvarter lang debat på den selvsamme radiokanal.

Debatten blev optaget lige op til jul og blev sendt ud i æteren på selve juleaftensdag. Og radioduellen mod Danmarks Naturfredningsforenings landbrugspolitiske rådgiver Rikke Lundsgaard forløb rigtig godt.

Hvad med rengøringsmidlerne?

”Jeg havde en gave med til Rikke Lundsgaard – en kasse med forskellige effekter, der skulle minde hende om, at de såkaldte naturfredere nok også burde have andre prioriteter i tilværelsen end bare at gå målrettet efter dansk landbrug”, fortæller Knud Jeppesen.

Af sedlerne på kassen fremgår det bl.a., at eksempelvis de adskillige tusind tons rengøringsmidler med fosfater og tensider burde tages noget mere alvorligt end de relativt få pesticider, der hvert år fordeles på 2,5 millioner hektar landbrugsjord.

”Rikke Lundsgaard forklarede, at hun desværre ikke kunne tage gaven med hjem, da hun var på cykel til radiostudiet. Men jeg håber da, at beskeden gik rent ind”, lyder det fra Knud Jeppesen.

BL’s faglige direktør assisterede

Jelling-landmanden fik i øvrigt hjælp af Bæredygtigt Landbrugs faglige direktør Jørgen Evald Jensen under radiodebatten. Duellanterne havde således mulighed for at ”ringe til en ven” én gang undervejs i programmet – og her supplerede Jørgen Evald med bemærkninger om, hvordan dansk landbrug i en lang årrække er blevet reguleret forkert og uretfærdigt.

”P1 Duellen” med Knud Jeppesen og Rikke Lundsgaard blev altså sendt juleaftensdag men kan stadig findes på internettet. Du kan selv høre debatten ved at trykke på linket HER

Den forrige P1-debat med Knud Jeppesens deltagelse fra den 10. november kan høres HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top