Ensidigheden fortsætter

Kære Berlingske: Vågn nu op og se på den seriøse forskning - og begynd at stille kritiske spørgsmål til "vennerne"

flemming-paa-bygholm-2017

Af Flemming Fuglede Jørgensen, formand for Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug, Borupgård, Løkken

Berlingskes gravergruppe har igen gravet sig dybt ned i Landbrugspakken.

Måske skulle de hellere komme ud i virkeligheden og begynde at se på den nyeste, seriøse forskning, der er af en helt anden kaliber end det, Berlingske har taget fat på i weekenden. Berlingske gentager sig selv, og ja: De forskere, der fra begyndelsen har kritiseret Landbrugspakken, er stadig enige om at kritisere pakken. Det har Berlingske skrevet om før, og nu skriver de om det igen. Det er der ikke noget nyt i. Denne gang er kritikken baseret på en udregning finansieret af Danmarks Naturfredningsforening. Det burde være i orden, hvis der er tale om seriøs forskning. Det er det ikke.

Elementære fejl af forskeren

Forskeren Bjørn Molt Petersen har regnet på usikkerheder og udledning efter Landbrugspakken. Han laver flere deciderede fejl:

Han indregner majs, som er den afgrøde, der udleder absolut mest, med 80 procent af arealet. Det er retteligt 5 procent. Han regner med 30 procents udledning, når den nyeste forskning viser, at det retteligt er 17-20 procent, og de allerseneste resultater viser, at det sandsynligvis er endnu lavere. Petersen gør sig også skyldig i ikke at lytte til de internationale forskere, der netop har gennemgået Danmarks indsats omkring vandmiljøplanerne. Disse forskere påpeger, at Danmark ensidigt ser på kvælstof, mens det er forholdet mellem kvælstof og fosfor, der er det afgørende. Petersen regner udelukkende på kvælstof.

Vågn nu op på Berlingske og se på den seriøse forskning, der foregår på Aarhus Universitets DCA og DCE, hvor udledningen sættes til 18 procent, og hvor forskningen er dokumenteret. Den forskning støttes i øvrigt også af de nyeste målinger fra bl.a. Seges.

Gå dog i dybden med de internationale forskeres kritik

Kære Berlingske: Stil nu de kritiske spørgsmål også til vennerne. Se på forholdet mellem N og P. Gå i dybden med de internationale forskeres kritik af den måde, de danske vandmiljøplaner er udformet på. Og fortæl om det seriøse arbejde, der foregår på Aarhus Universitet, DCA og DCE. Fortæl om, at på trods af Landbrugspakken er udledningen faldet i de seneste målinger. Hvordan kan I fortsat basere jer på en enkelt gruppe, der gentager sig selv, og ikke skrive om, hvad der foregår i virkeligheden og hos de forskere, der har arbejdet med dette stof i årtier og er de fremmeste i landet?

Har I en politiserende sag, I skal fremføre – eller ønsker I journalistisk redelighed?

(Indlægget blev sendt til Berlingske – som imidlertid har afvist at bringe det i avisens spalter. Ligesom avisen har afvist af følge op på sin anti-landbrugs-pakke-kampagne på redaktionel vis med input fra Bæredygtigt Landbrug…).

Scroll to Top