Efter internationale forskeres evaluering: Her er BL-formands forslag til folketingsbeslutning

Flemming Fuglede Jørgensen går i rette med Ida Aukens kritik af Landbrugspakken og har skrevet følgende brev til miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen. Han håber, at miljø- og fødevarepolitikerne vil lade sig inspirere af forslaget

esben-og-flemming

Hr. minister,

Undertegnede tillader sig at rette henvendelse til dig, idet der igen-igen har været useriøs kritik af Landbrugspakken.

Igen ser vi Ida Auken (i pinligt forsøg på at leve op til sin onkels image) i spidsen for rød blok med useriøs og uvederhæftig kritik, baseret på et forsker-udsagn fra en kælder i Aarhus med Naturfredningsforeningen som den finansierende part. 

Aarhus Universitet søger seriøst at fortælle om beslutningsgrundlaget, men bliver mødt med kritik, idet Ida Auken siger direkte på tv, at Aarhus Universet er blevet truet med deres forskerbevillinger af ministeren. Medier muntrer sig i en hel weekend for at sælge aviser og sendetid, og Auken og Gjerding m.fl. får sig profileret. Nu ser jeg så, at Ida Auken fremsætter et forslag – B47 i folketinget om udførelse af usikkerheds-beregninger på NLES4-modellen fra Aarhus (hun brugte den selv i sin ministertid).

Jeg må gøre opmærksom på, at usikkerheds-elementerne på NLES4 er på størrelse med en tændstikæske sammenlignet med usikkerhederne på vandområdeplanerne, der vil have størrelse som rundetårn. Blå blok har fået gennemført en international evalueringsrapport af vandområdeplanerne den 13. oktober 2017, den rapport siger, hvad der skal siges, og det er dén, Ida Auken og hendes medløbere vil fjerne fokus fra. Auken-familien er en af de mest magtfulde i Danmark, og dette træk med at fjerne fokus fra nogle internationale forskere er ekstremt udspekuleret, dertil kommer, at Ida Aukens mor nu er sat i sving nede fra EU (som hun i øvrigt er hver gang).

Jeg vedhæfter et udkast til en folketingsbeslutning, som burde foreslås.

Du ønskes en glædelig jul og et godt nytår.

Med venlig hilsen Flemming Fuglede Jørgensen, formand for Bæredygtigt Landbrug

 

Forslag til Folketingsbeslutning:

om justering af vandområdeplanerne 2015-2021 i overensstemmelse med anbefalingerne i rapporten fra det internationale evalueringspanel.

Bemærkninger til forslaget:

Den internationale evaluering af beregningsgrundlaget for kvælstofmålene i vandområdeplanerne blev offentliggjort den 13. oktober 2017. Evalueringen, der har været imødeset, bør tages i betragtning.

De væsentligste konklusioner i evalueringspanelets rapport er:

  • Den ensidige fokus på kvælstof er forkert, fosfor skal medtages. For at opnå en god økologisk tilstand i fjorde og kystvande skal alle relevante presfaktorer for eksempel fosfor, fiskeri, invasive arter m.v. tages i betragtning.
  • Der skal i langt højere grad tages hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende i de enkelte vandområder, herunder har især typeinddeling af fjorde i ganske få typer været problematisk.
  • De statistiske modeller, der ligger til grund for vandområdeplanerne, får betydelig kritik og anbefales en betydelig justering.
  • De mekanistiske modeller kaldes State-of-the-art og anbefales anvendt i videst muligt omfang.
  • Det anbefales at nedjustere brug af vandets klarhed (Kd) som udtryk for planter og samtidig udarbejde en bedre beskrivelse af havgræsser, så de ikke kun omfatter ålegræs.
  • De høje kvælstofreduktionsmål er fastsat på et uklart grundlag og er ikke tilstrækkeligt pålideligt til, at der kan tages forvaltningsmæssige beslutninger.

Rapportens konklusioner lægger entydigt op til, at regeringen skal nyvurdere det faglige grundlag for kvælstof-reduktionskravene. Man bør hurtigst muligt revurdere vandoplande med hurtig vandudskiftning og meget høje reduktionskrav som for eksempel Limfjorden, Karrebæk Fjord, Norsminde Fjord og Ringkøbing Fjord.

Ved nyvurderingen ønsker forslagsstillerne, at kvælstof-reduktionskravet i de marine miljøer fastlægges tidsmæssigt til den periode, hvor indsatskravet har en reel betydning for vandmiljøet.

Forslagsstillerne ønsker i den forbindelse, at de kvælstof-indsatskrav, der i vandområdeplanerne er fastlagt i kraft af den målrettede regulering, skal indgå i nyvurderingen af indsatsbehovet.

Forslagsstillerne ønsker ikke, at nyvurderingen af kvælstof-indsatskravene i vandområdeplanerne skal resultere i, at der må tages jord ud af landbrugsproduktionen, eller at gødsknings-reglerne i kraft af Landbrugspakken skal ændres.

Forslagsstillerne ønsker, at regeringen sættes fokus på anbefalingerne i evalueringsudvalgets rapport, og at man i den forbindelse forkaster det af Ida Auken den 6. december 2017 fremsatte beslutningsforslag B 47.

(Den internationale evaluering af de danske kvælstofmodeller kan læses HER. Det danske sammendrag findes HER). 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen