Manglende oprensning giver problemer

BL-medlem reagerer på påstand fra Danmarks Naturfredningsforening - og understreger, at dårlig vedligeholdelse af Ryå er skyld i den høje vandstand

limfjordsopland-til-hjemmeside-med-limfjorden-i-baggrunden

Af Carsten Søborg, medlem af Bæredygtigt Landbrug og formand for Jammerbugt Vandløbslaug, Tranumvej 22, Birkelse, 9440 Aabybro

Det er beskæmmende, at formanden for DN-Jammerbugt Søren Rosenberg prøver at bilde folk ind, at det er Limfjorden, der er skyld i, at vandet ikke kan komme ud af Ryå. Det var ikke desto mindre, hvad han gjorde tirsdag aften ved vælgermødet i Brovst. Mødet var arrangeret af Danmarks Naturfredningsforening.

Vandstanden i Limfjorden har intet med den dårlige vandføring i Ryå at gøre. Den manglende vandføringsevne skyldes ene og alene dårlig vedligeholdelse af Ryå gennem de seneste 20-30 år. Når det regner meget, som det f.eks. har gjort i år, er vandstanden ved Sdr. Saltum og Grønborg Bro 2,5 til 3 meter over vandstanden ved udløbet i Limfjorden, og vand løber som bekendt nedad. Men på strækningen fra Aabybro og til Sdr. Saltum er Ryå så dårligt vedligeholdt, at vandet ikke kan løbe ned til Aabybro.

Der ligger det virkelige problem – det er IKKE, at Limfjorden ikke kan modtage vandet.

Det er ubegribeligt, at en landsorganisation – som DN´s lokalformand jo repræsenterer – kan finde på at misinformere for at fremme egne interesser og dermed forsøge at bilde politikerne ind, at vandet ikke kan løbe væk omkring Sdr. Saltum, fordi vandstanden skulle være for høj i Limfjorden.

Bliver Ryå vedligeholdt, som den burde, vil der ikke være problemer med oversvømmelser langs Ryå. Det burde politikerne agere efter.

(Indlægget er også sendt til diverse nordjyske medier).

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen