Debatten om grundvandet er præget af følelser og frygt fremfor viden og saglighed

Lad os få en nuanceret debat med proportionerne i orden, så den regulering, der skal til, kan foregå på et oplyst grundlag, skriver BL-bestyrelsesmedlem

jens-iversen

Af Jens Iversen, Dalhavegård, Åstorpvej 78, Christiansfeld, bestyrelsesmedlem i Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug

Debatten om drikkevandet er særdeles relevant, men den er farlig, når man kun fokuserer på enkelte forhold og holder mange andre reelle trusler ude af billedet.

Samtidig er debatten præget af følelser og frygt frem for viden og saglighed.

Man finder jo ikke, hvad man ikke leder efter…

Man undersøger kun drikkevandet for udvalgte stoffer, og man finder selvfølgelig ikke, hvad man ikke leder efter.

Listen over stoffer, der ikke tales om og der ikke undersøges for, men som kan true grundvandet, er meget lang. Vi kan starte med de 33 forskellige, tilladte stoffer, som bruges i det økologiske landbrug. Dernæst må vi se på hormoner, østrogener og kemikalier fra vores spildevand, som finder vej til grundvandet via utætte kloakker og overløb fra rensningsanlæg – sådan kunne vi fortsætte.

Problemer med arsen

En af de alvorligste faktuelle trusler imod grundvandet er grundstoffet arsen.

Arsen, som er naturligt forekommende i større dybder og tidligere har været brugt til trykimprægnering at træ (f.eks. jernbanesveller), er både giftigt og kræftfremkaldende.

Arsen indgår i arsenik, som igennem tiderne har været brugt til at myrde alt fra rotter til konger og kejsere – med Napoleon som den nok mest kendte.

Sytten procent af alle danske vandværker havde i 2008 så store problemer med arsen, at de overskred den fastsatte grænseværdi (GEUS-rapport fra 2009).

Problemet er ifølge fagfolk stigende, og indenfor en overskuelig tid bliver det nødvendigt at rense alt drikkevand på grund af arsen. Hvor er de nyere målinger omkring dette, og hvor er den offentlige debat?

Nuanceret debat og godt grundvand ønskes

Selv om der også findes arsen i vores mad, er problemet alligevel større i drikkevandet. Det hænger sammen med, at arsen i mad normalt er bundet som organiske forbindelser, der er mindre giftige end de uorganiske forbindelser, som findes i grundvandet.

Så kære aktive politikere – I fokuserer på noget, som I tror er et problem, og bevidst eller ubevidst lukker I øjnene for en veldokumenteret trussel – som folk faktisk kan dø af. Lad os få en nuanceret debat med proportionerne i orden, så den regulering, der skal til, kan foregå på et oplyst grundlag, og vi kan bevare vores gode drikkevand.

Scroll to Top