BL-rådgiver om ny kvælstof-”skandale”: Forstå nu, at kvælstof-tallene slet ikke er afgørende!

Poul Vejby-Sørensen finder det tankevækkende, at hele postyret om skjulte kvælstoftal søsættes, netop som et internationalt forskerpanel har vendt tommelfingeren nedad for de danske kvælstofmodeller

poul-vejby-sørensen-2012

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) mistænkes for at skjule nye kvælstof-tal for Folketinget, skriver Altinget. Men ifølge Bæredygtigt Landbrugs faglige ekspert – den eksterne rådgiver Poul Vejby-Sørensen – gemmer der sig ingen som helst skandale i dén sag:

”Kvælstof-tallene har simpelthen ingen nævneværdig betydning overhovedet. Ikke så længe de store forsømmelser på fosfor-området (mange års spildevands-forureninger) ignoreres”, forklarer Poul Vejby-Sørensen.

”Det er tankevækkende, at hele dette postyr søsættes, netop som et internationalt forskerpanel har anbefalet, at den ret ensidige og grove kvælstof-regulering bør omlægges til fordel for en mere nuanceret model, både hvad angår geografi og årstid og med andre modeller indeholdende fosfor”, tilføjer han.

“Ministeren holder hånden under landbruget!”

Ifølge Altinget skulle et notat fra Miljøstyrelsen fra den 19. september i år beskrive væsentlige problemer med gamle kvælstofmålinger helt tilbage til 2010. Tallene skulle indikere, at kvælstof-niveauet i danske fjorde og havområder har været markant højere, end man hidtil har troet. Det burde ministeren have meldt ud til offentligheden, lyder kritikken – og flere af Folketingets partier mistænker derfor miljø- og fødevareministeren for at tilbageholde vigtig viden om udviklingen i det danske havmiljø.

”Jeg fornemmer, at det er for at holde hånden under landbruget og havbrug”, siger Maria Reumert Gjerding fra Enhedslisten.

”Det er en helt vildt vigtig oplysning, som Folketinget bør få”, lyder det fra den radikale Ida Auken.

”Det kan reelt rykke på vores konklusion om, at der har været tale om et fald i kvælstof-niveauet de seneste ti år”, mener professor Jacob Carstensen fra Aarhus Universitet – han citeres også for, at han er ”rystet”.

Esben Lunde: Alt for tidligt at udtale sig

Esben Lunde Larsen afviser at have tilbageholdt oplysninger for Folketinget – og supplerer med oplysningen om, at det i øvrigt er alt for tidligt at udtale sig om betydningen af formodede afvigelser.

Ministeren skal nu forklare sig på et samråd om sagen på onsdag den 29. november. Her skal han samtidig gøre rede for de såkaldte ”afsløringer” om højere klorofyltal i 2016 sammenlignet med 2015.

Bør ansvaret ikke placeres?

Poul Vejby-Sørensen finder det påfaldende, at den ellers så skråsikre forvaltning pludselig beretter om mange års fejl:

”Hvis Miljøstyrelsen gennem et halvt årti ikke har evnet at styre og tjekke analyse-systemerne, var det vel nærliggende med en ansvarsplacering?”, spørger han.

At diskutere kvælstof isoleret set giver ingen mening

Det essentielle i sagen er imidlertid ifølge Bæredygtigt Landbrugs faglige rådgiver, at man i Danmark i alt for mange år har haft en for ensidig fokus på kvælstof og også bør se på fosfor-udledningen, når dansk landbrug miljøreguleres. Dét har et internationalt forskerpanel som bekendt fastslået dette efterår – hvorfor Bæredygtigt Landbrug mener, at man med øjeblikkelig virkning bør annullere reduktionskravet på 13.000 tons kvælstof i de nuværende vandområdeplaner frem mod 2021.

”Det giver derfor ingen mening fortsat at diskutere kvælstof-udledning isoleret set, så længe der ikke er styr på fosfor. Landbrugets udledning har ingen særlig betydning for det danske vandmiljø. Men nogle politikere og såkaldte eksperter bruger øjensynligt situationen her til at flytte fokus fra det væsentlige. Det er propaganda af værste skuffe”, siger Poul Vejby-Sørensen.

Du kan læse artiklen i Altinget HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen