Det skurrer i ørerne

For Socialdemokratiet er COWI-rapporten ikke renset. Miljø- og Fødevareordfører Simon Kollerup ser frem til en ny redegørelse for rapportens tilblivelse.

moede-chr-borg

”Det er vældigt banalt. I det her hus, når man kommer og taler som minister, så er det under ministeransvar”.

Den socialdemokratiske miljø- og fødevareordfører, Simon Kollerup, havde både de rynkede øjenbryn og de skarpe budskaber med til mødet med landbrugspressen på Christiansborg fredag. Han bragte COWI’s undersøgelsesrapport af de danske nitratindberetninger til EU på bane, da han fortalte om det kommende folketingsårs udfordringer. Rapporten har været udsat for kritik både fra Bæredygtigt Landbrug og Landbrug & Fødevarer – en kritik, der ikke bare har været i landbrugspressen, men også har nået forsiden af Politiken. Et af kritikpunkterne har været lukketheden og spørgsmålet om uafhængigheden.

”Når man siger, at man har sikret sig, at der er armslængde til en rapport, og sikret sig uafhængighed af ministeriet, så skurrer det selvfølgelig i øjne og ører, når man så kan læse, at ministeriet skulle godkende forskere, som skulle reviewe det her, at der er dele af konklusionerne, som er blevet ændret, efter det har været i høring i ministeriet”, sagde Simon Kollerup.

Socialdemokraten vil dog ikke træffe en endelig beslutning om undersøgelsesrapporten endnu.

”Det, jeg ikke kan vide, og som jeg venter på en redegørelse for, er selvfølgelig, om det her har været en fuldstændig almindelig proces, hvor ministeriet er blevet hørt, hvilket jeg mener er helt fair”, sagde han.

Den redegørelse, han henviser til, er udbedt af Miljø- og Fødevareudvalgets formand, Pia Adelsteen (DF).

”Jeg forventer, at redegørelsen kommer til hele udvalget, og at vi kan se, hvordan uafhængigheden er sikret. Jeg reagerede på det, der blev forelagt mig, og det så ikke vældig uafhængigt ud”, sagde han med henvisning til artiklerne i Politiken og fortsatte:

”Det, der er kernen, er, om COWI reagerer uafhængigt, eller om de reagerer ud fra et pres eller en styring”.

Et af kritikpunkterne er, at Miljø- og Fødevareministeriets departement har deltaget i arbejdsgruppemøder.

Christian Poll fra Alternativet var mindre kritisk over for udarbejdelsen af rapporten og gav ikke udtryk for, at der nødvendigvis var noget galt i, at departementet havde deltaget i udarbejdelsen.

”Man bliver nødt til at gå meget specifikt ind og se de steder, hvor der er fjernet noget. Især når det er en proces som den her”, sagde Christian Poll.

Til gengæld var han kritisk overfor, at der ikke havde været åbenhed i processen.

”Jeg kunne godt tænke mig, at der var langt større åbenhed. I Alternativet er vi generelt tilhænger af, at sådanne forløb er helt åbne”, sagde han.

Folketingsmedlemmet fra Alternativet så gerne, at ændringerne i rapporten var lagt frem.

”Jeg ville ønske, at man havde haft stor åbenhed og sagt: Værsgo Danmark, her er udkastet til rapporten, og her er ministeriets kommentarer til, at afsnittet her er for meget eller for lidt”.

Der er endnu ikke fastlagt nogen møder i Miljø- og Fødevareudvalget, hvor den redegørelse, som Pia Adelsteen er blevet lovet, vil blive gennemgået.

Af Jens Sillesen, jsi@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top