BL: Ministeren har fat i den lange ende

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen har læst den internationale evaluering af de danske kvælstofmodeller korrekt, ifølge Bæredygtigt Landbrugs faglige direktør

jørgen-evald-jensen-torso-grøn-baggrund-1000-px

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsens udmelding om, at der skal ske et retningsskifte i beskyttelsen af vandmiljøet bliver modtaget med ros fra Bæredygtigt Landbrug.

”Det her er vel den skarpeste måde, en minister kan sige, at vi skal gøre tingene anderledes. Vi er glade for, at det langt om længe er lykkedes at trænge igennem”, siger faglig direktør hos Bæredygtigt Landbrug, Jørgen Evald Jensen.

Nu er forskerne nødt til at lave om på modellerne

Esben Lunde Larsen har på baggrund af det internationale forskerpanels evaluering af de danske kvælstofmodeller konkluderet, at der fremover i højere grad bør tages højde for de enkelte vandområders særlige udfordringer, fordi der kan være forskel på betydningen af forskellige presfaktorer i de enkelte vandområder. Ministeren mener også, at man ikke længere kun skal fokusere på den årlige mængde af kvælstof, der udledes til vandmiljøet, men også på fordelingen hen over året. Og så bør fosfors rolle undersøges dybere.

”Jeg kan ikke se andet, end at ministeren har fat i den lange ende. Vi har sagt længe, at fosfor og tidspunktet for udledningen har betydning. Det her betyder, at forskerne skal lave om på modellerne”, siger Jørgen Evald Jensen og fortsætter:

”Den fuldstændig ensidige fokus på kvælstof, som blandt andet Stiig Markager har stået for, har forskerne aflivet”.

…og det haster!

Jørgen Evald Jensen er dog kritisk overfor ministerens vurdering af, hvornår disse konklusioner bør få betydning. Esben Lunde Larsen lægger op til, at de skal få indflydelse på forberedelsen af de næste vandområdeplaner, der skal vedtages ved udgangen af 2021.

”Lad nu være med at vente til 2021. Hvis bilen skal vendes, så kan vi ligeså godt få det gjort nu”, siger Jørgen Evald Jensen, der opfordrer til en hurtigere reaktion.

Konklusioner fremgår også af BL’s stævning

Han glæder sig over, at forskerne i den endelige rapport holder fast i konklusionerne fra det udkast, der var i høring.

Her tænker han specielt på, at de i rapporten skriver:

”Under hensyntagen til alle aspekter og tilhørende problemer har panelet det indtryk, at den vandområdespecifikke maksimalt tilladelige udledning ikke er tilstrækkeligt pålidelig til at danne grundlag for beslutningstagning og planlægning af foranstaltninger til reduktion af belastningen”.

”De tre linjer er som talt ud af vores mund, og det dér står i vores retssag. Man kan ikke bruge modellerne som baggrund for den regulering og den planlægning, man har lavet. Det her er med til at underbygge de kritikpunkter, vi har rejst i vores retssag om vandplanerne”, fortæller Jørgen Evald Jensen.

Det er BL’s protester mod reguleringen, der har presset de danske myndigheder til at sætte den internationale evaluering i værk. BL’s påstande og argumenter – også i relation til stævningen for vandplanerne fra lillejuleaften 2016 – er nu blevet underbygget af de udenlandske specialister.

 

FAKTA:

Konklusioner fra forskerne:

– Man kan ikke fokusere på enkelte stressfaktorer (f.eks. begrænsning af kvælstof). Man bør derimod inddrage mange stressfaktorer (kvælstof, fosfor, vandstrømning, temperatur, saltindhold, m.v.).

– ”God økologisk tilstand” bør vurderes om sommeren. Det kendetegnende ved sommeren er, at der er overskud af fosfor, men underskud (mangel) på kvælstof i fjorde og kystvande. Om sommeren kommer der meget lidt kvælstof fra landbrug.

– Fosfor inddrages ikke eller helt utilstrækkeligt. Ingen af modellerne tager højde for sæsonudsving. Dermed kan modellerne ikke for nuværende vurdere tilstanden om sommeren, hvilket selvsagt er et væsentligt problem.

– Man har fastlagt samme målsætning (klorofyl) for samtlige danske fjorde. Dette bør fastlægges individuelt for den enkelte fjord og det enkelte kystvand.

– Med de nuværende modeller kan man visse steder ikke opnå ”god økologisk tilstand”, selv ved 100 % reduktion af kvælstof. Forskerne har her ikke kunnet få tilfredsstillende svar fra de danske forskere og peger igen på at inddrage fosfor.

Af Jens Sillesen, jsi@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top