Kom i arbejdstøjet, Mette Bock – du har regeringsansvar

I Bæredygtigt Landbrug forventer vi naturligvis, at den magt, LA har fået, skal udmønte sig i at få rettet de tusindvis af fejl, landbruget bliver reguleret efter

flemming-paa-talerstol

Af Flemming Fuglede Jørgensen, formand for Bæredygtigt Landbrug

Liberal Alliances Mette Bock har i Effektivt Landbrug udbredt sig om, at undertegnede ikke vil tale med hende, og at Bæredygtigt Landbrug ikke vil samarbejde med Liberal Alliance (LA). Mette Bock fremdrager endog i avisen et privat brev fra undertegnede i debatten, uden at komme med essensen i brevet.

På intet tidspunkt har undertegnede eller Bæredygtigt Landbrug givet udtryk for, at vi ikke vil samarbejde med LA. Det er det rene vrøvl, det står intet sted i mit brev, at jeg afviser kontakt. Bæredygtigt Landbrug samarbejder naturligvis med alle, der vil virkeligheden og fremdrift for landbrugserhvervet.

Bæredygtigt Landbrugs funktion er at fremdrage alle korrekte oplysninger om landmandens virke, og Bæredygtigt Landbrug vil ikke under nogle omstændigheder spindes ind i politisk spin. Det er politikerne, der skal sørge for, at borgere og erhvervsliv bliver korrekt behandlet. Bæredygtigt Landbrug skal udelukkende servicere politikerne fagligt for dermed at varetage primærlandbrugets interesser.

Bæredygtigt Landbrug har fremlagt og dokumenteret, at de vandmålstal, der er sendt til EU og givet til Folketinget og befolkningen, er direkte forkerte, nu må politikerne træde i karakter og tage magten fra embedsmændene.

Du tændte et lys

Du, Mette Bock, og dit parti LA ønskede at blive valgt til Folketinget for bl.a. at varetage landbrugets interesser. Som jeg skrev i mit private brev til dig, tændtes der et lys i store dele af landbruget, da du gik ind i debatten, fordi du forstod de forfærdelige fejlreguleringer, som landbruget har været udsat for i langt over 20 år.

LA blev valgt ind i folketinget og fik magt, LA ønskede mere magt og kom ind i regeringen med flere ministerposter.

I Bæredygtigt Landbrug forventer vi naturligvis, at den magt, LA har fået, skal udmønte sig i at få rettet de tusindvis af fejl, landbruget bliver reguleret efter.

Bæredygtigt Landbrug har gang på gang dokumenteret fejlene, ingen har kunnet modbevise disse fejltal, man har blot sat embedsmænd til at skrive alenlange breve for at bortforklare. Vi landmænd har ikke tid til flere bortforklaringer, vi vil reguleres fagligt korrekt, og det forventer vi naturligvis, at alle politikere kan gå ind for, og da specielt de politikere, der har forstået, hvor alvorlige fejlene er.

Fuldt orienteret

Du og dit parti er om nogen fuldt orienteret, og I har gang på gang givet udtryk for, hvor alvorlige fejlreguleringerne er.

Det forpligter at have magt, det forpligter at være minister, og det forpligter at have viden, derfor anmoder vi på det kraftigste fra BL om, at man nu får rettet alle fejl. Det kan da ikke være så svært, vi ser jo i fiskekvotesagen, at man har lyttet til Rigsrevisionen.

Netop Rigsrevisionen udtalte for fire år siden, at de danske vandplaner sejler.

Dengang blev det tysset ned. Jeg må gøre opmærksom på, at 1/3 af Danmarks landbrugsland er planlagt til braklægning, samtidig med at vores resortminister udtaler: ”Det sker ikke på min vagt”. Nej, for det er jo valgår i 2019, og dermed er problemet jo så ikke Lunde Larsens længere – så skidt med bønderne.

Hvad ville Lego, Mærsk eller Danfoss – ja, selv smeden, bageren eller skolelæreren – sige til, at man vil se på problemerne i 2019? ”Det er muligt, at I kun må bruge 2/3 af jeres kapacitet på det tidspunkt”.

Hjælper ikke at være pigesur

Det hjælper ikke noget at være pigesur og udstille andre mennesker med bl.a. private breve, især når disse misforstås.

Kom i arbejdstøjet, Mette Bock, sammen med dit parti, du har regeringsansvar.

Medlem af folketinget, LA’s Carsten Bach, udtaler i Effektivt Landbrug, at det ikke hjælper at råbe op fra en kornmark.

Hr. Carsten Bach, det er faktisk min arbejdsplads.

Du udtaler også, at du som geolog ikke umiddelbart kan se, at der kan være nogle fejlfortolkninger EU og Danmark imellem, og nu må vi jo se, hvad COWI-rapporten kommer med.

Rigsrevisionen og professor Peter Pagh har jo allerede sagt, hvad der skal siges, og det er politisk korrekte udmeldinger som dine, Bæredygtigt Landbrug ikke kan acceptere. Få nu ryddet op, det er jeres arbejde.

(Indlægget har også været bragt i Effektivt Landbrug).

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen