Internationale forskere fik ret – vandmiljøplanerne virker ikke

Hvor længe har vi råd til at eksperimentere med et erhverv, der står for mere end 70 % af Danmarks nettoeksport?

vagn-lundsteen-smilende-i-hvedemark-til-hjemmeside

Af Vagn Lundsteen, tidl. direktør i Bæredygtigt Landbrug

De danske politikere blev advaret allerede i 1989: ’Det kommer ikke til at virke’. Et internationalt panel af forskere vurderede allerede i slutningen af firserne, at den danske vandmiljøplan ville være spild af penge og i bedste fald uden virkning på vandmiljøet. Desværre fik de ret.

På de 30 år, der er gået siden første vandmiljøplan, har de samlede omkostninger for dansk landbrug rundet 100 milliarder kroner. For det danske samfund er de samlede omkostninger i tabte arbejdspladser, manglende skatteindtægter, konkurser og manglende eksport astronomiske. Det havde været forsvarligt, hvis bare vandmiljøplanerne havde haft en synlig effekt på vandmiljøet. Den kan desværre ikke genfindes nogen steder.

Naturen blev ikke taget i ed

Alt vand har fra naturens hånd et indhold af nitrat, som er den del af kvælstof, der kan udvaskes gennem rodzonen. Uanset om det er udyrket jord, jord under naturarealer, skovarealer eller landbrugsarealer, sker der årligt en udvaskning til enten grundvand eller til vandløbene. Danske forskere har indtil i dag haft den opfattelse, at jo mere nitrat, der udvaskes til vandmiljøet, jo større problemer med iltsvind vil der efterfølgende være i de indre danske fjorde. Derfor drejede det sig om at reducere udvaskning af nitrat. Det lyder seriøst. Problemet er bare, at man har glemt at tage naturen i ed.

På baggrund af mere end 180.000 analyser for nitrat i danske vandløb i perioden 1986-2011, foretaget af DCE/DMU under Aarhus Universitet, viser det sig, at iltsvind i de danske fjorde konsekvent er kraftigst og mest udbredt de år, hvor udvaskning af kvælstof er lavest. Altså lige modsat af, hvad forskerne har bildt befolkningen, politikere og ministre ind, de seneste 30 år.

Som bekendt blev første vandmiljøplan vedtaget, efter at man direkte på tv blev præsenteret for døde hummere fisket i Kattegat.  Landbruget blev, efter krav fra Danmarks Naturfredningsforening, udråbt som synder, og kort tid efter vedtog Folketinget en handlingsplan, der blandt andet skulle reducere landbrugets tab af kvælstof med 50 %.   

Da fjorden døde – igen…

I 1997 døde Mariager Fjord. Igen, for fjorden havde gennem tiderne oplevet flere ’bundvendinger’. Men iltsvindet, fiskedøden og lugten var ekstra slem i 1997. Pressen, forskerne og politikerne skreg på handling. Igen skulle man finde en synder. Det blev landbruget. Vandmiljøplan 2 trak nye krav ned over hovedet på landbruget. Kvælstofkvoter og skrappe miljøkrav.

Hvad forskerne glemte at fortælle var, at netop i 1996 og 1997 var landbrugets nitrattab til vandmiljøet usædvanlig lav. Omkring halvdelen af det normale til Mariager Fjord og andre fjorde. Omkring 35.000 tons nitrat mod normalt omkring 60.000 tons nitrat. Forskerne burde have fortalt Folketinget, at det store iltsvind i Mariager Fjord ikke skyldtes udledning af landbrugets nitrat, men måske det modsatte. Analyserne viste dette.

1994 var en kontrast. Et usædvanligt regnfuldt år. Med en gennemsnitlig nedbør på omkring 880 millimeter. Udledningen af nitrat var dette år på ca. 110.000 tons nitrat. Altså ca. det dobbelte af et normalt år. Skulle man følge forskernes teori, burde vi have haft store problemer med iltsvind over det ganske land. Men faktisk var der færre steder med iltsvind, end i alle de foregående år og de efterfølgende.

Flere begrænsninger

Tredje vandmiljøplan blev vedtaget i 2004. Igen efter en del iltsvindshændelser over det ganske land. Igen blev landbruget mødt med nye krav om begrænsninger. Denne gang med skrappe kvælstofkvoter, som bl.a. begrænsede mulighederne for at lave brødhvede og reducerede udbytterne med 10-30 %.

Som ved de to tidligere vandmiljøplaner var baggrunden grotesk. Netop i 2003 var udledning af nitrat til vandmiljøet det laveste siden 1997. I den mellemliggende periode havde problemerne med iltsvind været små. Som ved de to forrige vandmiljøplaner valgte Folketinget at vedtage nye krav mod landbruget, i en periode, hvor udvaskningen var lavest.

Et panel af udenlandske forskere forudså allerede i 1989, at vandmiljøplanerne ikke ville virke. 22 internationalt anerkendte forskere, herunder professorer og doktorer inden for miljøforskning, fra Europa og USA, gav de danske vandplaner en sønderlemmende kritik, allerede inden man havde set, om de virkede.

Advarsel i Weekendavisen

Formanden for panelet, professor Lambertus Lijklema fra Holland, udtalte til Weekendavisen: ’Det er kun en lille del af belastningen med næringssalte, der bliver påvirket af vandmiljøplanen. Virkningerne vil blive uhyre beskedne, men planen er ualmindelig dyr. – Det er farligt at tage beslutninger, som koster samfundet mange penge, men som er virkningsløse. Store udgifter til ingen nytte vil forårsage en stor folkelig skuffelse, som vil bevirke, at miljøet vil blive skadet mere end gavnet i det lange løb’.

Til trods for advarslerne fra det internationale forskningspanel, er dansk miljølovgivning ukritisk fortsat ud af samme tangent. Danske forskere vil nu have braklagt store dele af det danske landbrugsareal, for at reducere nitrattabet. Hvor længe har vi råd til at eksperimentere med et erhverv, som står for mere end 70 % af Danmarks nettoeksport?

(Indlægget har også været bragt i Sjællandske Medier).

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen