Af Poul Vejby-Sørensen, cand.agro., ekstern faglig rådgiver i Bæredygtigt Landbrug
Selv om miljø- og fødevareministeren ikke ynder, at der rejses kritik mod konkrete personer i embedsværket, er det vanskeligt at imødegå de mange udokumenterede beskyldninger mod fødevareerhvervet fra miljøadministrationen og den såkaldte forskningsbaserede myndighedsbetjening, uden at henvise til involverede personer.
Det tillader vi os derfor at gøre – ud fra en antagelse om, at embedsmænd og forskere, der føler sig stærke nok til at kritisere landbrugserhvervet, også må anses for stærke nok til at stå til ansvar for denne kritik:
DCE på den ene side…
Den 12. februar 2016 udtalte professor Stiig Markager, DCE, Aarhus Universitet, i DR’s Deadline:
”I vores fjorde er det kun udledningen fra dansk landbrug, der spiller en rolle. Når man så kommer til Bælthavet, er det rigtigt, at der kommer kvælstof fra Sverige og Tyskland og resten af landene omkring Østersøen ind. Men det er stadig sådan, at den danske udledning har langt den største betydning.”
Videre henviste Stiig Markager til en rapport fra Aarhus Universitet, der viser, at danske udledninger har den største betydning også 10-20 km ude i Kattegat og Bælthavet.
“Og 10-20 km ude fra kysten alle steder rundt i Danmark, så når vi nærmest det meste af Kattegat og Bælthavet. De 90 procent af kvælstofudledningen kommer fra det åbne land, og så kommer der lidt fra naturlig vegetation. Så det, vi kan gøre noget ved, kommer 100 procent fra landbruget,” siger Stiig Markager.
En lille måned senere, den 5/3 2016, udtalte Stiig Markager til Effektivt Landbrug:
”Kvælstof er den afgørende faktor for vores havmiljø. Det er uden for enhver tvivl. Det er simpelthen faktum”.
Denne fremstilling er useriøs og formodes at bygge på politiske opfattelser og skrivebordsmodeller. Hvis fjordene kun modtog udledninger fra Danmark, ville saltholdigheden i fjordene være nul %. Den er som bekendt væsentligt større, fordi fjordene udveksler vand – og dermed næringsstoffer – med de tilstødende vandområder.
Betragter vi de indre farvande under et, ved vi, at der årligt strømmer mindst 500 km3 ind fra Skagerrak (snavset vand fra tyske floder ført hertil med Jyllandsstrømmen). Dertil kommer mindst 1000 km3 fra Østersøen (snavset vand fra floder og storbyer). Dette indstrømmende Østersø-vand er dominerende for hele Kattegatsystemet. Endelig kommer der sølle 10-15 km3 som afstrømning fra Danmark. Altså under 1% kommer fra Danmark.
Af alt vand i Kattegat og de indre danske fravande stammer kun 0,3-0,4 % fra danske vandløb (DHI). Og heraf udgør landbrugets udledninger endda kun en mindre andel.
Når afstrømningsvandet fra det danske landbrugsareal udgør under 0,5% af vandet i de indre danske farvande, er det ikke seriøst at påstå, at ”landbrugets kvælstof” er hovedproblemet i Kattegat. Ifølge DHI udgør den danske andel af kvælstof i Kattegat under 6 %.
I øvrigt er det et åbent spørgsmål, om kvælstof overhovedet udgør et reelt problem i Kattegat. Det synes i højere grad at være fosfor fra bl.a. Lynetten (Danmarks største rensningsanlæg i Københavns Havn), der er problemet.
…og DCE på den anden side
Men allerede et halvt år før Stiig Markagers udtalelser, nemlig den 8. september 2015, havde Stiig Markagers kollega i DCE, Karen Timmermann, meddelt følgende i en mail til Miljøministeriets departement:
”Med den statistiske metode er det ikke umiddelbart muligt at kvantificere næringsstof-tilførsler fra forskellige kilder, ligesom det heller ikke er muligt at separere oprindeligt dansk kvælstof fra det kvælstof, som oprindeligt kommer fra udenlandske kilder. Det betyder dog ikke, at udenlandske bidrag ikke er inkluderet i modellerne. De statistiske modeller er baseret på (mange) observationer af indikatorerne i de respektive vandområder, og observationerne inkluderer derfor effekter af kvælstof-tilførsler fra Danmark og de kvælstof-tilførsler, der kommer fra udenlandske oplande. I modeludviklingen er det imidlertid kun tilførsler fra dansk opland, der er benyttet som forklaringsvariabel, og modellerne kan derfor kun bruges til at forudsige, hvordan indikatorerne vil ændres som følge af ændringer i tilførsler fra dansk opland og ikke til scenarier med f.eks. ændrede udenlandske tilførsler”.
Stiig Markagers politiske vinkel
Som det ses af ovenstående, er der hverken modelbaseret eller databaseret grundlag for Stiig Markagers ekstreme udmeldinger, der har mere politisk end videnskabelig karakter.
I faglige kredse anses det som trivielt, at Stiig Markager aldrig forsømmer en mulighed for at overdramatisere betydningen af ”landbrugets kvælstof”.
– Ikke med videnskabelig dokumentation, men derimod med aggressiv politisk agitation.
(Indlægget har også været bragt på www.maskinbladet.dk).
