Ingen grund til at hænge landmænd ud

BL-medlem reagerer på anklager om farlig gylle og skadelige sprøjtegifte på Stevns Klint

marksprøjte-nat-foto-hardi.dk

Af Lasse Olsen, landmand, Grusgravvej 3, Tommestrup, 4660 Store Heddinge

Jeg føler mig hængt ud efter at have læst Dagbladet Stevns tirsdag den 23. maj. Og jeg føler mig trist til mode over, at især læserbrevsskribent Anita Pedersen udviser en så ringe viden om de faktiske forhold, når hun både i tekst og billede giver indtryk af, at vi landmænd hælder farlig gylle og skadelige sprøjtegifte ned over klinten…

Jeg dyrker selv jord helt ud til Stevns Klint. Fakta er, at jeg har samtlige miljøgodkendelser, der kræves for at dyrke et både effektivt og miljørigtigt landbrug. De sprøjtemidler, jeg bruger, er naturligvis også godkendt – hvilket burde være nok til at berolige Anita Pedersen og andre.

Moderne pesticider er ikke farlige

Det er lidt ligesom med debatten om pesticider og grundvand: Virkeligheden er – som min organisation Bæredygtigt Landbrug også har gjort opmærksom på adskillige gange – at moderne sprøjtemidler ved korrekt brug aldrig ender i grundvandet. I så fald ville de ikke være blevet godkendt af Miljøstyrelsen.

Hvis man finder sprøjterester i grundvandet, er der tale om fortidens synder. Og så er det typisk slet ikke landbrugets pesticider men midler, som kommuner og DSB for mange år siden har brugt som ukrudtsbekæmpelse ved vandværker og banestrækninger.

Stol på myndighedernes godkendelse

Lad nu være med at fylde læserne med udokumenterede påstande og fordomme. Stol på, at myndighederne kun godkender de midler, der ikke skader den natur, som vi alle gerne vil beskytte.

(Læserbrevet har også været bragt i Dagbladet Sjællandske).

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen