Fuglede til Steen Gade: ”Du er en af de væsentligste årsager til stiftelsen af BL!”

Et fyldt Venstre-telt på Naturmødet i Hirtshals oplevede fredag aften en gemytlig debat om natur, miljø, landbrug og økonomi. Dagen efter kunne Jørgen Evald Jensen berette om BL’s indflydelse

foto-2

Det såkaldte natur-folkemøde i Hirtshals slutter denne lørdag. De fremmødte gæster fik på falderebet to BL-islæt at gå hjem på – nemlig ved henholdsvis formand Flemming Fuglede Jørgensen, som deltog i en debat fredag aften, og den faglige direktør Jørgen Evald Jensen, som diskuterede interesseorganisationers indflydelse lørdag formiddag.

”Du er en af de væsentligste årsager til stiftelsen af Bæredygtigt Landbrug”, sagde Flemming Fuglede Jørgensen til Steen Gade, forhenværende MF for SF, da de to i et propfyldt Venstre-telt diskuterede, om natur kan gå hånd i hånd med effektiv landbrugsdrift.

Steen Gade forstod ikke helt BL-formandens melding. Men Fuglede uddybede:

Han fortalte om et møde i Brønderslev for syv år siden, hvor 1.100 landmænd var samlet. Dér havde Steen Gade sammenlignet det vand, der kom ud af landmandens dræn, med spildevand. Dengang han sagde det, var der fuldstændig stille i lokalet. Landmændene så ned, de var flove, de var blevet stemplet som miljøsvin. De havde ikke et forsvar; der var ikke tilvejebragt en faglig indsigt, der kunne fortælle landmanden eller andre, at Steen Gade var på vildspor.

Men så kom beviserne og argumenterne…

Det var ifølge Flemming Fuglede én af de øjenåbnere, der var med til at skabe Bæredygtigt Landbrug. Landmændene begyndte siden at måle på deres drænvand. De fandt ud af, at det, der kom ud af deres dræn, rent faktisk havde et lavere indhold af kvælstof end vandet i åerne og fjordene – og indholdet var under en tredjedel af det, Steen Gade havde talt om, og under en tiendedel af det, der må være i drikkevand. Steen Gade havde talt om beregnede tal – ikke om målinger. Nu fik landmændene beviserne og dermed argumenterne.

På fredagens debatmøde – der hele vejen igennem blev holdt i en gemytlig og respektfuld tone – understregede Flemming Fuglede sit klare budskab: Vi landmænd vil behandles ordentligt – vi vil reguleres fagligt og juridisk korrekt på baggrund af målinger. Også naturpolitikken skal baseres på faktuelle oplysninger. Bæredygtigt Landbrug arbejder med at tilvejebringe disse facts.

Skatterne og afgifterne overgår støtten

Steen Gade var enig i, at naturpolitikken skal baseres på faktuel viden. Men han og Flemming Fuglede var ikke helt enige om alle fakta. Steen Gade holdt fast i, at det er nødvendigt med en kraftig reduktion af både kvælstof og fosfor. Flemming Fuglede mente, at de tal, Steen Gade baserede sin viden på, ikke var målt på en korrekt måde.

Steen Gade kommenterede landbrugets gæld og sagde, at der jo var tale om et erhverv på støtten. Hertil svarede formand Fuglede, at en stor del af landbrugets gæld kunne henføres til rammevilkårene – og tilføjede, at landbruget betaler 1½ til 2 gange så meget i skatter og afgifter, som erhvervet modtager i støtte. Og hvis man vil have et erhverv, kan man ikke både tage støtten væk og plukke det i skat og afgifter. Erhvervet skal jo også kunne konkurrere internationalt, understregede han.

Jørgen Bing (SF), som havde debatteret i de lokale aviser med Flemming Fuglede om naturmødedeltagelsen, sad på første række flankeret af sin partifælle, forhenværende amtsrådsmedlem og MF, Karl Bornhøft. Han afsluttede mødet, der ellers blev styret af en veloplagt Henrik Jørgensen (V).

Hvad ved københavnere om landbrug?

Lørdag formiddag var det så Jørgen Evald Jensens tur til at repræsentere BL på Naturmødet: I ”The Village” spurgte debat-arrangøren Danmarks Jægerforbund: ”Kan en interesseorganisation i Jylland bevare sin politiske indflydelse?” Selv om langt hovedparten af landets interesseorganisationer har deres hovedsæde i hovedstaden, mente BL’s faglige direktør nok, at han roligt kunne svare ja til dét spørgsmål. BL flyttede som bekendt sit domicil fra Roskilde til Fredericia sidste forår:

”Selvfølgelig kan man bevare sin indflydelse, selv om man bor i Jylland. Nogen vil jo endda nok påstå, at vi i BL har mere politisk indflydelse, end vi burde have”, lød det med et smil på læben fra Jørgen Evald Jensen.

Det, der er afgørende for graden af indflydelse, er således ikke matriklens beliggenhed, men at man overfor såvel politikere som offentlighed kan præsentere nogle klare og veldokumenterede budskaber, samtidig med at man ligeledes lægger sig op ad det juridiske spor.

”I virkeligheden er det for os en kæmpe fordel at være så tæt på det pulserende, praktiske landmandsliv. Jeg tror, det er sværere for folk i København at vurdere, hvad et eller andet får af betydning for den enkelte landmand”, forklarede Jørgen Evald Jensen – som blev bakket op af Danmarks Jægerforbund og Danmarks Sportsfiskerforbund, der også begge holder til i det vestlige Danmark.

Måske har BL en stand igen næste år

I modsætning til sidste år havde Bæredygtigt Landbrug ikke tilmeldt nogen stand til dette års udgave af Naturmødet. Det skyldtes, at man ikke blev inviteret med i nogle debatter. Invitationerne til Flemming Fuglede og Jørgen Evald kom således først efter polemikken omkring BL’s manglende stand-tilmelding. Nu vil det vise sig, om BL er velkommen til debatterne ved – og derfor tilmelder en stand til – 2018-udgaven af folkemødet i Vendsyssel.

Jørgen Evald Jensen er dog ikke synderligt imponeret over fremmødet ved Naturmødet i Hirtshals de seneste tre dage:

”Hvis man sorterer ansatte i de grønne organisationer og offentlige forvaltninger samt politikerne fra, er der ikke mange mennesker tilbage”, lyder vurderingen fra BL’s faglige direktør.  

Af Anne-Marie Glistrup, amg@baeredygtigtlandbrug.dk, og Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen