Danske grundvandsmålinger fra det Arabiske Hav

Se godt på markeringen. Det er her, Danmark ligger i Miljøstyrelsens indberetninger til EU-kommissionen fra 2013. De indberetninger, styrelsen gennem et år har påstået var fejlfrie

danmark-i-det-arabiske-hav

Der var så store fejl i det datamateriale, der blev sendt til EU-kommissionen, at de danske målepunkter var indrapporteret som liggende på den anden side af planeten.

Noget kunne tyde på, at Miljøstyrelsen anser gyllen fra de danske husdyr som værende ekstremt potent. I hvert fald indrapporterede Miljøstyrelsen i 2013 til EU-kommissionen, at de i perioden 2008-2011 havde undersøgt flere hundrede målepunkter for nitrat i grundvandet helt nede i det Arabiske Hav.

Pinlig læsning som følge af aktindsigt

Indberetningen skete i forhold til den rapport, som EU-kommissionen udarbejder med fire-årige intervaller. 2013-rapporten er den seneste i rækken. Disse rapporter danner grundlaget for kommissionens vurdering af, hvordan Danmark opfylder forpligtelsen i forhold til nitratdirektivet.

De mange målepunkter placeret under varme himmelstrøg i området øst for den somaliske kyst har i årevis været låst væk fra offentligheden. Men Bæredygtigt Landbrug søgte i februar i år aktindsigt og fik den efter mere end seks uger mod de lovmæssige syv arbejdsdage.

Bæredygtigt Landbrug har fået aktindsigt i data fra 2008-2011 og andre tidsperioder. En gennemgang viser et rodet datamateriale, der ikke lever op til en acceptabel faglig standard.

I et år påstod man noget andet

Miljøstyrelsen har ellers gentagne gange i næsten et år fortalt politikere, landbrugsorganisationer og offentligheden, at der ikke var fejl i deres indberetninger.

Selvom Bæredygtigt Landbrug hele tiden har ment, at der var fejl i indberetningerne, så chokerer de mange fejl alligevel direktøren, Hans Aarestrup.

”Da vi først fik tallene, tog det ikke lang tid at konstatere, at de ikke var ordentligt validerede. Blandt andet lå en femtedel af borehullerne tæt på Afrikas Horn, fordi man havde byttet rundt på længde og breddegrader”, siger han.

Ikke nok med at Miljøstyrelsen kom til at bytte om på koordinaterne, så placeringen flyttede sig mange tusinde kilometer. Ifølge Miljøstyrelsen misforstod man indrapporteringskravene og leverede kun 595 af de 1.255 målepunkter, de skulle.

Hans Aarestrup tilføjer, at han mener, at Miljøstyrelsen selv burde være kommet ud med disse informationer om, at der var fejl i de danske indberetninger og ikke vente på, at nogen søgte aktindsigt.

I maj 2017 – tre måneder efter Bæredygtigt Landbrug søgte aktindsigt – har de danske myndigheder fået lagt nye tal på EU-kommissionens hjemmeside, der indeholder data, hvor alle målepunkterne for perioden 2008-2011 ligger i Danmark. Der er også det korrekte antal målepunkter.

Af Jens Sillesen, jsi@baeredygtigtlandbrug.dk 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen