Ærlig snak om fødevarer

Salg og promovering af økovarer skal ikke ske på bekostning af gode, konventionelle og vidensbaserede fødevarer

beet2-1000x400

Af landmand Jens Barsøe, Stenderupvej 183, 6092 Stenderup, medlem af Bæredygtigt Landbrug

Salget af økovarer boomer i Jylland, hed det i adskillige avisartikler for kort tid siden. Når jeg går i supermarkedet, kan jeg se, at det er de økologiske varer, der ligger forrest, så det er vel ikke så mærkeligt, når der skal handles i en fart.

Tal er en mærkelig størrelse: Væksten er på hele 38 procent, hed det i de pågældende avisartikler. Ja, men det er procenter på en meget lav baggrund. Kun i Københavnsområdet og i Aarhus sniger procenten af økologisk forbrug sig lige op over 10 procent.

Økologien taler ned til os andre

90,1 procent af forbruget af fødevarer udgøres selvfølgelig af de gode, konventionelle og vidensbaserede fødevarer. Det er de danske fødevarer, der hovedsageligt brødføder en sund dansk befolkning på trods af, at der reklameres og skrives mest om de knap 10 procent økologiske fødevarer. Samtidig taler økologien ned om andre gode fødevarer.
Det er ikke rimeligt. Økologerne er hele vejen i deres produktion dybt afhængige af, at vi konventionelle, vidensbaserede producenter hele tiden arbejder med at gøre gode fødevarer bedre.

Lad mig give et eksempel: Det er et faktum, at tilstrækkeligt kvælstof er forudsætningen for sunde planter og specielt en forudsætning for ordentlig kvalitet. Det gælder også i økologisk produktion. For at løse den udfordring importerer de fleste økologer store mængder konventionel husdyrgødning til deres bedrifter. Her bidrager konventionelle landmænd direkte til økologerne. Det gælder også, når de sælger konventionelt produceret halm og foder til økologernes husdyr. Så er vores produkter pludselig gode nok.

Hvad med dyrevelfærden?

Et andet emne, hvor tingene bliver vendt på hovedet, er dyrevelfærd. Her er dødeligheden oftest lavere og trivslen bedre i vores videnbaserede landbrug. Hos smågrisene dør 1/3 af de økologiske og 1/4 af de konventionelle. Hos hønsene er forholdet værre. Hos høns i bure er dødeligheden 3,9 procent, mens det hos de økologiske er mellem 6 og 8 procent og endnu højere ved skrabeægsproduktion. Det skal tilføjes, at pr. produceret enhed er udledning af næringsstoffer og klimapåvirkning lavere i det konventionelle landbrug. Det skyldes blandt andet foderforbruget. I økologisk kyllingeproduktion bruges ca. 2,8 kg foder pr. kg. tilvækst. I videnbaseret produktion ca. 1,5 kg foder pr kg tilvækst, altså en markant forskel. Det forhold har en hel del med bæredygtighed at gøre.

Så kære forbruger: Køb trygt de konventionelle fødevarer. Så er du ærlig, miljø- og klimabevidst og tænker på dyrene.

Scroll to Top