Retfærdigheds-sansen har gjort Peter Kiær til debattør

Sjællandsk bestyrelsesmedlem i BL finder sig ikke i eksempelvis usandheder om moderne, konventionelt landbrug

kiaer-foto-2

Hvis han ville, kunne Peter Kiær bruge al sin tid på sin bedrift og sine to sønner.

Men den 43-årige svine- og planteavler og bestyrelsesmedlem i Bæredygtigt Landbrug kan ikke lade være med at blande sig i debatten.

Derfor forsvarede han forleden det moderne, konventionelle landbrug i et indslag om økologi i TV2 Nyhederne. Derfor holder han jævnligt foredrag om bæredygtighed set fra landmandens synspunkt. Derfor er han en af frontfigurerne i den landsdækkende forening Fair Spildevand, der bekæmper nyttesløse tvangs-kloakeringer i det åbne land. Og derfor er han minsandten også byrådskandidat for Liberal Alliance i Faxe Kommune til efteråret.

Danske landmænd er uretfærdigt behandlet

”I alle tilfælde er det retfærdigheds-sansen, der driver mig”, fortæller Peter Kiær.

”Jeg føler, at vi danske landmænd bliver uretfærdigt behandlet på miljøområdet og i øvrigt har nogle helt urimelige rammevilkår i forhold til vores udenlandske kolleger. Danmark har et ganske fint og unikt realkredit-system – men hvad nytter det, når snævre rammevilkår og et dyrt omkostningsniveau i form af skatter, afgifter og lønninger gør det svært at få økonomi i bedrifterne?”, spørger han.

Altid med vækst for øje

Vi befinder os på Storgården lidt udenfor Haslev, ikke langt fra Ringsted. Peter Kiærs far var egentlig tandlæge i Gentofte men købte tilbage i 1976 det sjællandske landbrug for at føre en gammel drøm ud i livet.

I dag styrer Peter Kiær løjerne fra matriklen på Storgårdsvej. Hvor gårdejeren har ansvaret for 450 hektar hvede, byg og raps og desuden lader sine 720 søer producere 23.000 smågrise årligt. 7.000 af dem feder Storgården selv op.

”Jeg elsker simpelthen det, jeg laver. Jeg kan godt lide den store frihed, man har, til at lave bedriften til lige netop det, man selv går og drømmer om”, siger Peter Kiær.

”Gør man sig umage med at drive sin jord, kan det lade sig gøre at få topudbytte. Jeg er meget tiltalt af det rent ledelsesmæssige – altså det med hele tiden at kunne se virksomhedens fortsatte vækst for sig. Der er intet, jeg hellere ville være, end landmand”, forklarer han.

BL’s kamp for mere gødning gav pote

Og selv om rammevilkårene mildest talt ikke er de mest gunstige her til lands, er de trods alt blevet forbedret en del takket være Landbrugspakken. Også Peter Kiær glæder sig over, at det nu igen er muligt at gøde markerne, så udbyttet giver ordentlig kvalitet.

”For mit eget vedkommende er det proteinholdige foder til grisene steget med to procent. Det taler da sit eget tydelige sprog. Og glem ikke, at det 100 % er Bæredygtigt Landbrugs fortjeneste, at vi fik lov til at gøde vores jord efter behov”, fortæller han.

Lad fagligheden tage over

Peter Kiær er ligesom mange andre landmænd træt af de efterfølgende krav om efterafgrøder, der – i hvert fald til dels – har udvandet Landbrugspakkens initiativer.

”Men at pakken dermed skulle være helt ubrugelig, har jeg dog svært ved at genkende. Det er da super, at vi nu kan gøde jorden, som der er behov for”, siger han.

”Det, der er vigtigt, er, at vi igen og igen gør opmærksom på, hvor vigtigt det er at blive reguleret på et ordentligt og ikke forkert grundlag. Også i relation til bl.a. grundvands-indberetningerne. Fagligheden skal miljø-regulere landbruget – ikke modelberegnere, biologer og skrankepaver”, tilføjer Peter Kiær.

Nødt til at reagere

Økologi har han intet imod. Men den engagerede sjællandske landmand bryder sig ikke om, når miljø-lobbyen eksempelvis viderebringer urigtige oplysninger om konventionelt landbrug – med det resultat, at økologien begunstiges i form af tilskud eller offentlig indkøbspolitik:

”Mange slipper afsted med usandheder om eksempelvis økologiske fødevarer, der skulle være noget så sunde i forhold til konventionelle varer. Ingen undersøgelser overhovedet bekræfter dén tese, og så er det, jeg føler mig nødsaget til at reagere. Vi skal protestere højlydt, når der laves politik – eller når vi risikerer at der vil blive lavet politik – på baggrund af påstande, der ikke holder vand”, lyder det fra Peter Kiær.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top